Ole Rauff

Tag særinteressen ud af aspergeren og han ender som et tomt hylster uden glæde og retning i livet

Særinteressen hos en asperger er så stort et emne, at det næsten fortjener en bog for sig selv. Men du sidder nu og læser denne artikel ud af mange, som kommer rundt omkring mange ting, og som faktisk ikke bare lige er noget man går i gang med at skrive. Inden disse artikler er blevet til, har jeg læst rigtig meget om psykologi og psykiatri etc. At sidde og læse så store mængder igennem årene har bestemt noget med min særinteresse at gøre. Således er mine særinteresser følgende: sprog, psykologi og psykiatri. Og det veksler lidt imellem de 3. Det er klart, at min særinteresse er en kæmpe motor i forhold til at sidde og skrive en masse artikler om autisme i parforholdet. Hvor kraftig en motor er så denne såkaldte særinteresse hos aspergere? For mit eget vedkommende kan jeg sige, at den 24/7 styrer og gennemsyrer mit liv, og at jeg lever og ånder for særinteressen.  Det er også svært for mig at lave noget, hvor særinteressen ikke er involveret. Særinteressen er med andre ord, så kraftig og stærk en størrelse, at den bogstavelig talt har reddet mit liv.

Særinteressen kan redde liv!

Jeg vil her gøre det kort, for historien om, hvordan særinteressen reddede mit liv, fortjener også en bog for sig selv[1]. Men meget kort beskrevet:

I 99 befandt jeg mig på en NATO-mission i Bosnien. Jeg var med andre ord så uheldig at befinde mig i de værst tænkelige rammer, man som AS kan tænke sig, dvs. i en infanterigruppe hvor intenst gruppearbejde, lynhurtige beslutninger, meget uforudsigelige opgaver, male-bonding, mandehørm, magthierarki, tilsat masser af sarkasme og ironi, gjorde livet fuldstændig uudholdeligt for mig. Hvis jeg ikke dengang i 99 havde haft den mulighed at studere det lokale sprog, og efterfølgende hjælpe lidt til med at tolke, og på den måde kompensere for mine elendige soldaterfærdigheder, håbløse samarbejdsevner og social skills, så havde jeg formentlig ikke siddet her i dag. Guderne skal nemlig vide, at jeg alt for mange gange, mens jeg sad på vagt i tårnet med en skarpladt M95 automatisk riffel, havde mundingen pegende den forkerte vej og sad og prøvede at finde gode grunde til at fortsætte med livet.

Det, der hele tiden gik ind og fjernede fingeren fra aftrækkeren, var særinteressen, og den gav mig et spinkelt håb om et lys for enden af en totalt mørk tunnel med smerte, depression og et selvværd trampet helt i bund. Det at studere sprog blev således min særinteresse dengang i 99 og udover at redde mit liv og fungere som noget jeg kunne kompensere med socialt fremadrettet, så har den i skrivende stund på 20 år medført at jeg har Danmarks største Youtubekanal i forhold til det at lære forskellige sprog online, igen et eksempel på hvor kraftig en størrelse den er.

Særinteressen er i eksemplet ovenfor i Bosnien i 99, en life-saver, den eneste kraft der er i stand til at give lys, når alt andet er mørke. Den er også så stærk en drivkraft, at den er stand til at få aspergere til at præstere resultater, som kun de færreste normale hjerner ville kunne, og såfremt de forsøgte, ville de skulle knokle langt hårdere for at opnå de samme resultater. Dette skal bl.a. ses i lyset af, at aspergeren lærer og husker utroligt hurtigt, når særinteressen er indover.

Særinteressen og job

Særinteressen er dog ikke kun lutter lagkage, og slet ikke hvis man ser på den fra et jobcenters synsvinkel. Faktum er, at det kan være yderst vanskeligt at motivere en asperger til at udføre et job, hvor særinteressen ikke er involveret på den ene eller anden måde.

For mit eget vedkommende er jeg så heldig, at min særinteresse kan bruges professionelt og omveksles til penge. Værre ser det ud for den asperger, der har en særinteresse, som ikke rigtig kan veksles til cool cash. Dette er selvfølgelig ikke et problem i forhold til fritiden, men jobmæssigt vil det kunne give problemer. Et eksempel: En asperger har egern som særinteresse, han ved alt om egern. Uanset hvilken verdensdel egernet kommer fra, vil han kunne tale længe om det og give en masse detaljerede informationer. Sagsbehandleren på jobcentret har nu efter en hel del møder efterhånden hørt en hel del om egern, og kæmper en hård kamp i forhold til at finde et job, hvor særinteressen for egern kan blive aktiveret. Efter et par fejlslagne praktikker, blandt andet som skovløber og i en dyrehandel, bliver aspergeren sendt på førtidspension[2]. 

Som asperger bestemmer man ikke selv, hvad hjernen vælger som særinteresse. Jeg bestemte f.eks. ikke selv at have fyrværkeri som særinteresse i 6. klasse, som var tæt ved at koste mig et par fingre plus det løse.

Særinteressen som en elskerinde

I et parforhold vil særinteressen faktisk være så stor og stærk en kraft, at nogle partnere, der bor sammen med en AS person, kalder den for ”rivalen” eller ”elskerinden”.  Helt konkret vil du opleve, at din AS-partner vil bruge enorme mængder af tid på sin særinteresse og det vel at mærke alene.  Du vil også opleve det, som om at din AS-partner det meste af tiden faktisk kun er interesseret i at tale om sin særinteresse, og når han taler om den, er han meget engageret, livlig og ”levende”. Måske er du som partner inderst inde ved at være godt træt af at høre om det samme og det samme hele tiden, men du ved også, at så længe din partner taler om sin særinteresse, så er han glad og i godt humør.

Særinteressen som en velsignelse

Jeg er lykkelig for, at jeg i skrivende stund hele dagen lang kan arbejde med min særinteresse og endda bruge den jobmæssigt. Det er det ultimative for en asperger. Den er er en velsignelse, fordi den giver mening, lykke og glæde i en aspergers liv. Jeg har i øvrigt, for lang tid siden, læst et sted, at når en asperger sidder og er optaget af særinteressen, så sker der de samme kemiske udskillelser i hjernen, som når en NT-er hygger sig sammen med familie og venner.

Og som en forbandelse

Særinteressen er ikke kun lutter lagkage, udover at den kan være noget af en prøvelse for omgivelserne, så kan den virkelig også nogle gange være en klods om benet for aspergeren selv.  For det første styrer særinteressen nærmest vores liv, primært forstået på den måde at vi interagerer og navigerer igennem livet ved hjælp af særinteressen. Den fungerer som en social løftestang, og vi har meget lettere ved at være sociale, hvis vi kan aktivere særinteressen og bruge den i en social sammenhæng.  Men hvordan kan den mere specifikt være en klods om benet?

Jeg kan prøve at give et eksempel fra mit eget liv.

I 2006 startede jeg med at arbejde i et supermarked i slagterafdelingen, det var egentlig kun meningen, at det skulle være et fritidsjob ved siden af universitetsstudiet, men selvfølgelig endte jeg med at være der i alt for mange timer. Årsagen til det var, at jeg ikke fik taget nok eksaminer, og så blev min SU stoppet. At det kom så vidt, var fordi jeg ikke kunne overskue studiet[3], og generelt var jeg bare konstant stresset og forvirret (jeg var ikke diagnosticeret dengang).

I slagterafdelingen var der en udenlandsk slagter, der overordnet set, var vanskelig at arbejde sammen med. Hans kvaliteter var, at han var hurtig og effektiv, han kunne ”køre” utrolige mængder kød igennem på kort tid. Men han råbte, talte grimt, lod hånt om arbejdsmiljø og var i det hele taget ikke særlig høflig, for at sige det mildt. I bund og grund var det en type, man faktisk burde holde sig på afstand af, og så ellers bare prøve at være professionel sammen med.

Det absurde og trælse var, at det kunne jeg selvfølgelig ikke! Og hvorfor så ikke det? Det var såmænd ikke, fordi han var svær at afkode. Hans kropssprog, stemmeføring og sprogbrug var nemlig så aggressivt og adfærden så brovtende, at selv en autist ret hurtigt kunne se, at dette ikke ligefrem var hyggeligt selskab.

Så hvorfor pokker prøvede jeg at komme tæt på ham? Være flink imod ham osv.? Det var selvfølgelig pga. særinteressen. Suk!  Min særinteresse på det tidspunkt var, og er stadig, sprog. Og denne brovtende slagters modersmål var et sprog, jeg på det tidspunkt interesserede mig vældig meget for, og jeg prøvede derfor så meget som muligt at øve og bruge dette sprog med ham. Det absurde var, at det udviklede sig til, at højdepunktet på dagen for mig var, hvis han var på arbejde! Så vidste jeg, at der var mulighed for at dyrke særinteressen i bare et lille omfang, herligt, når nu selve det manuelle arbejde med at pakke kød, som jeg var ansat til, var frygtelig kedeligt og utrolig hårdt[4].

Således skabte særinteressen en masse problemer for mig på arbejdspladsen. Den umuliggjorde det at tage afstand fra en ubehagelig type og på den måde beskytte sig selv. Den fik mig til at havne i mange trælse situationer, hvor jeg brugte en masse energi på at tåle, forsvare og være flink over for den mand, hvor jeg i virkeligheden burde have været professionel og håndfast, når han nu for 500. gang i træk var ligeglad med arbejdsmiljøet og smed en stor kasse med spareribs på 45 kg hen ad gulvet, som vi så kunne ødelægge vores rygge på at tage op og sætte på pakkebordet. Indimellem gik jeg stresset hjem, fordi særinteressen gjorde det umuligt for mig at gøre det rigtige i situationen og f.eks. være på den rigtige side af interessekonflikten i forhold til arbejdsmiljøet.

Særinteressen kan være meget intens

Særinteressen kan også være så intens at man som Asperger fuldstændig glemmer alt omkring sig og hyper fokuserer på noget. Det kan være at man både glemmer at spise og drikke såvel som at have det nødvendige tøj på og reelt sidder og enten ryster af kulde eller sveder som en lille gris.

Masser af dybde, men hvad med bredden?

Særinteressen gør, at en asperger oftest er ekspert i et eller andet og besidder en enorm viden om utallige detaljer, tal osv. Med andre ord er det gerne de logiske og konkrete hardcore facts, der sætter sig fast, og som aspergeren kan citere i en lind strøm. Det sjove er, at som følge af aspergerhjernens oftest ret enstrengede fokus, så vil han nogle gange komme til kort, når det handler om bredde, såvel som de mere bløde værdier i et emne. Eksempel: En asperger ved alt om kameraer, han kan fortælle dig alle mulige tekniske detaljer om hvilken som helst model. Du begynder nu at spørge ham om motiver, hvordan man tager det bedste billede, lysforhold, hvordan man bedst tager billeder af mennesker osv. Der er det så, at samtalen går i stå, og aspergeren vil måske kigge på dig på en mærkelig måde uden at kunne give dig svar. Det interessante i denne situation er nemlig, at aspergeren typisk har en enorm viden i dybden og specielt i forhold til ”kolde” tekniske data. Men det viser sig så nogle gange, at den selvsamme asperger slet ikke er interesseret i bredden og de mere bløde aspekter. Han kan lire utallige informationer af og kender stort set alle kameraer der er blevet produceret lige siden den første model kom på gaden, men aner intet om og interesserer sig slet ikke for hvordan man f.eks. bedst tager et bryllupsfoto. Denne ensidighed og enstrengede tilgang er ofte typisk for aspergere.

Et andet eksempel: En kvinde, som var meget troende, blev på en date med en asperger vældig glad, da han fortalte hende, at han var meget interesseret i biblen. Da kvinden så besøgte ham efter et par dage, så hun til sin store overraskelse, at hans lejlighed var fyldt op med hundredvis af forskellige udgaver og versioner af biblen.

Hvordan ødelægger man en asperger fuldstændigt? Simpelt! – Man forhindrer ham i at dyrke sin særinteresse!

 Jeg talte engang med en kvinde, hvis bror, der var asperger, begik selvmord, fordi der skete noget, der forårsagede, at han ikke længere havde mulighed for at dyrke sin særinteresse. Det betød jo, at der ikke var mere at leve for, så han valgte at tage sit eget liv. Måske kan dette være svært at forstå for folk, der ikke er på autismespektret, for man kan jo indvende, at han stadig havde familie og venner omkring sig. Jeg kan fint sætte mig ind i det, ikke at jeg billiger selvmord, faktisk langt fra. Men som autist forstår jeg derimod fint de kræfter, der er på spil, og hvor tomt og ligegyldigt alt må være, hvis man ikke kan dyrke sin særinteresse.

Hvornår skal man stoppe for en særinteresse?

Aspergere er meget forskellige og det er vores særinteresser også. Udgangspunktet er at man som pårørende ikke skal pille ved den, vi skal have lov til at dyrke den særinteresse vi nu engang har valgt. Men! Hvad så i de tilfælde hvor særinteressen, særligt hos barnet eller den unge autist, skader andre og måske også ham selv? Et eksempel kunne være en særinteresse der måske ikke ligefrem består af fysisk vold, men derimod noget der vækker så meget afsky hos andre at aspergeren bliver totalt isoleret socialt.  Skal man som pårørende stiltiende acceptere dette? Nej. Her gælder det om at prøve at dreje særinteressen hen på noget der minder om det oprindelige men hvor man undgår at det bliver noget der skader aspergeren eller andre. Nogle gange kan det også hjælpe hvis man bevidstgør aspergeren om de konsekvenser og effekt hans særinteresse har på andre, det er nemlig langt fra tilfældet at han selv har tænkt på det.

[1] Jeg har holdt foredrag om, hvordan særinteressen reddede mit liv på SIKON og i Vigsø, book mig, hvis du ønsker, at jeg kommer og holder foredrag om det.

[2] Eller i ressourceforløb. Som følge af reformen i 2013 er det jo nærmest umuligt at få førtidspension.

[3] De nedsatte eksekutive funktioner som de fleste aspergere kæmper med, var især noget der gjorde universitetsstudiet svært for mig

[4] Jeg bøvler stadig med skader fra dengang. Dobbelt tennisalbue, seneskedehindebetændelse i venstre hånd og uspecificerede problemer i højre.