Ole Rauff
Whack a mole! – om angst og autisme
Whack a mole! – om angst og autisme
Bang! Forestil dig at hver gang du åbner munden og siger noget, så reagerer de andre omkring dig lige som om de var i gang med et spil ”Whack a mole”. Det vil sige et spil hvor man med en hammer skal ramme muldvarpe hver gang de popper op fra deres hul. Det kan også spilles som et familiespil hvor en person står i midten og med en oppustelig hammer så skal ramme de andre i hovedet hver gang de stikker hovedet op i en slags rund oppustelig hoppeborgslignende anordning. Denne udgave af spillet med menneskelige muldvarpe der skal bankes i hovedet, passer nok bedst til det liv jeg havde før jeg blev diagnosticeret med Aspergers Syndrom, Tourettes Syndrom, OCD plus angstproblematikker i 2012. Forskellen var bare, at jeg var den eneste muldvarp og alle de andre omkring stod klar med en hammer.

Angst, mange autisters trofaste men uønskede følgesvend
Angst er lidt for ofte en trofast følgesvend til autister, og et forsigtigt skøn ud fra den litteratur jeg har læst, er at omkring 40 procent af alle voksne autister også kæmper med den ved siden af autismediagnosen.
Før 2012 fyldte angst enormt meget i mit liv, jo længere tid jeg gik rundt som u-diagnosticeret autist, jo mere steg den. Meget groft kan man sige, at jo mere de sociale krav steg omkring mig, jo mere steg angsten. Jeg var nemlig ikke stand til at indfri disse krav som alle de andre – der uden de store problemer navigerede sikkert rundt i mange forskellige sociale sammenhænge. Med det in mente kan man sige at fra jeg var 1-7 år, havde jeg ikke de helt store vanskeligheder, de sociale krav var i den periode til at overskue.
Situationen begyndte derimod at ændre sig i sidste halvdel af 2. klasse. Fra at være den bedste i klassen fagligt faldt jeg lige så langsomt mere og mere i niveau indtil det blev så ringe at forældresamtalerne konstant handlede om hvor ærgerligt det var at jeg spildte mine evner. Vi skal her huske på, at Aspergers Syndrom ikke var kommet til landet og hvis sådan en som mig, på trods af gode evner, dengang klarede sig dårligt, så måtte det jo være noget i miljøet der var galt. Det var også det konstante tema ved disse trælse samtaler.
1 Whack a mole! – Lidt om angst og autisme. NT = en person uden autisme, AS = autistisk partner Ole Rauff 2020
At konstant få et gok i nøden!
Fra jeg var 13 – 17 år var jeg, for at gøre en lang historie kort, en mammut i en glasbutik, (an elephant just doesn’t cut it!). Stort hver gang jeg åbnede munden eller gjorde noget, resulterede det i konflikt med andre, jeg var dengang faktisk ikke i stand til at sidde stille og roligt og tale med en anden person, jeg kunne kun sige mærkelig lyde eller sige grimme ting til andre. Jeg fik selvfølgelig tonsvis af skældud, men forstod ikke hvorfor. Jeg havde nok en ide om at jeg sagde dumme ting som jeg ikke kunne kontrollere, men forvirringen var så ekstrem i mit hoved at jeg ikke anede hvad der var op eller ned. Effekten af det ene møgfald efter det andet var blot at min angst steg og steg. I denne periode brugte jeg åbenbart så megen energi på at kontrollere min hjerne at jeg vil mene at det var her at jeg udviklede OCD. Det baserer jeg på, at tvangstankerne i denne periode begyndte at banke på og det handlede altid om enten at skade andre eller forestille sig inde hovedet at jeg ville gøre et eller andet fuldstændigt ekstremt i en social situation

At tage på efterskole med (uopdaget) autisme, Tourettes Syndrom, OCD og angst i bagagen
Velmenende mennesker mente at jeg ville have godt af at komme på efterskole i 11. klasse. Jeg blev således indlogeret på Kongenshus Efterskole (den er siden hen gået konkurs). Meningen var så nok, at det ophold skulle hjælpe mig med at blive bedre til at fungere socialt. Ak og ve! der gik ca. 1 måned og så blev jeg ellers smidt hjem i en uge med stort rabalder og postyr. Mine læreruddannede forældre kunne overhovedet ikke begribe hvordan det kunne ske. (Det kom de først til at forstå ca. 15 år senere da jeg blev diagnosticeret). Nu her i dag forstår jeg godt hvorfor jeg blev sendt hjem, men dengang fattede jeg slet ikke meningen med det hele. Jeg havde en fornemmelse af at jeg havde opført mig på en upassende måde, men helt præcist hvad det var jeg havde gjort galt var svært for mig at forstå, og det uanset hvor meget efterskoleforstanderen og hans højre hånd sad1 og docerede og prøvede at få mig til at forstå hvad jeg havde gang i. Resten af tiden på efterskolen var en tid hvor jeg knap nok turde sige noget af frygt for at blive sendt helt hjem permanent som nogle af de andre allerede var blevet og som gjorde indtryk på mig. Med andre ord voksede angsten helt uhæmmet og den læring jeg tog med mig fra efterskolen, var at det var bedre slet ikke at sige noget som helst, for jo mindre man sagde, jo mindre var risikoen for at få et gok i nøden.
1 Faktisk begge søde og dygtige mennesker og jeg er den dag i dag, Facebook ven med begge. De var bare oppe imod en udiagnosticeret autisme og kunne derfor ikke gøre meget fra eller til.
At befinde sig i kamptropperne hvor jungleloven hersker
Hvis jeg i 1998 havde vidst at jeg var autist plus følgediagnoser, så havde jeg selvfølgelig gået en stor bue uden om militæret og især kamptropperne, som nok er det mest antiautistiske miljø jeg kan komme i tanke om. Jeg kunne skrive utallige sider om denne tid men vil her gøre det kort.
Mønstret var stort det samme som på efterskolen, de to første uger blev brugt på at føle mig nogenlunde tryg i det nye miljø, da det så var på plads, begyndte jeg mobbe dem som var svagere end mig selv. Jeg var især led overfor en fra min gruppe som efter min mening og med den viden jeg har nu, led af en svær grad af ADHD, han var et let offer og jeg kunne slet ikke kontrollere mig selv i forhold til de ting jeg sagde og gjorde. De andre opdagede selvfølgelig ret hurtigt at jeg inderst inde var enormt svag og usikker og begyndte så at køre på mig for at give igen, det kombineret med at jeg også var dårlig til det rent soldaterfaglige gjorde mig mere og mere upopulær. Det tog så meget overhånd at jeg til sidst udviklede en depression og jeg var på det tidspunkt usandsynlig tæt på at tage mig eget liv. Det var ikke så svært i det at jeg på det tidspunkt konstant gik rundt med en skarpladt automatisk riffel (NATO-mission i Bosnien).
Militæret bombede mig i overført betydning så langt tilbage, at jeg efter de 18 måneder nærmest bare gik rundt som et tomt hylster, totalt drænet for selvtillid og selvværd og med en angst i et uhørt omfang. Den mindste sociale interaktion var så opslidende på mit tyndslidte nervesystem at jeg konstant søgte efter et muldvarpehul at gemme mig i, for nu at blive i ”muldvarperegi”. Jeg havde med andre ord fået så mange brutale gok i nøden at efterskolen til sammenligning var en rent kurophold.
Hvordan kan man genopbygge sig selv uden en brugervejledning?
Efter militæret var jeg efterhånden blevet godt og grundigt klar over at jeg ikke fungerede særlig godt socialt – sagt på en meget mild måde. Jeg fandt ud af, at stort set hver gang jeg åbnede munden, så gik det galt for mig. Det medførte, at jeg i denne periode generelt var ret stille, kun når jeg fik (meget) alkohol i blodet var jeg i stand til ordentligt at være sammen med andre mennesker. Det mest håbløse i denne periode var at uanset hvor hårdt jeg prøvede, så blev jeg stort set ikke bedre socialt, igen og igen røg jeg i konflikter, igen og igen sagde og gjorde jeg de forkerte ting. Alt sammen var det med til at min angst blev ved med at fylde så meget at jeg efterfølgende i lange perioder trak mig helt ind mig selv og gjorde hvad jeg kunne for at undgå mennesker.
At endelig få en brugervejledning til sin hjerne som 32-årig!
Sådan kørte det indtil jeg var 32 år. Da jeg fyldte 32 blev jeg nemlig diagnosticeret og fik pludselig en ”brugervejledning” til min hjerne. Jeg opdagede at jeg var autist og så kunne jeg pludselig langt bedre forstå hvorfor jeg havde været igennem de tusindvis af sociale nederlag. Jeg var så lykkelig for endelig at have fået en ”manual” til min hjerne så jeg kunne begynde at genopbygge mig selv. Jeg læste som en besat om autisme, jeg studerede andre autisters beretninger, jeg gjorde alt hvad psykiateren og andre rådgivere bad mig om, jeg begyndte på Quetiapin. Stille og roligt fik jeg det bedre, angsten begyndte også at falde markant. Denne genopbygningsfase tog ca. 6 år, jeg var således omkring 38 da jeg følte at nu kunne jeg for alvor være sammen med andre mennesker uden at komme i konflikt og uden at sige og gøre forkerte ting. Men inden jeg nåede så langt, havde jeg også læst et par hyldemeter om autisme og havde efterhånden mestret min diagnose så meget at jeg stille og roligt kunne begynde at hjælpe andre, i første omgang frivilligt, og som 39-årig med eget firma hvor jeg tilbyder rådgivning om autisme
I parforholdet
Når vi med autisme indleder et parforhold, så kommer vi måske jf. min beretning, med en stor taske fyldt op med angst, mobning og nederlag igennem livet, andre af os har måske ikke plads i tasken og er derfor nødt til at slæbe rundt på en ekstra stor dragkiste. Så er der så sådan nogen som mig, der i sin tid nærmest var nødt til at leje en Mærsk container for at have plads til alle nederlagene.
Med andre ord kan I begge i parforholdet komme til at ”falde” over denne bagage i varierende størrelse.
Råd i forhold til angst og autisme i parforholdet:
Jo mere struktur i hverdagen jo mindre angst: ugeplaner, kalenderfunktion i mobil osv. alt sammen er gavnligt og er med til at reducere stress og dermed er der mindre ”foder” til angsten.
Vær opmærksom på ”Nej-refleksen”! Du som NT-partner foreslår noget der involverer en aktivitet udenfor hjemmet og som omhandler det at skulle forholde sig til andre mennesker. Din AS-partner siger så måske med det samme ”Nej!”. En løsning kan være at du udfylder konteksten på forhånd. Giv informationer om stedet, hvor mange mennesker er der, hvor længe skal I være der, hvad skal der ske bagefter. Jo flere af den slags informationer, jo lettere er det for os med autisme at overskue det og måske acceptere det. Vigtigst af alt, giv os lige lidt tid til at tænke over det. Der er en ikke ringe chance for at vi kommer 1 time eller 2 senere og siger ja til at tage af sted med dig, fordi i det tidsrum har vi siddet og analyseret det i hovedet og er blevet beroliget af at du har hjulpet med at udfylde konteksten.
Indøv på forhånd strategier der kan bruges hvis I skal afsted til en social sammenkomst. Sådanne strategier kan være at I træner ”HV-spørgsmål” sammen, som AS-partner kan bruge til bedre at klare smalltalk. Det kan også være at I aftaler håndtegn, bestemte berøringer som så har en bestemt betydning, fx kan det være at I har aftalt, at når du som NT-partner klapper AS-partner 2 gange på skulderen så betyder det at nu skal AS-partner holde inde med at tale om særinteressen med en anden gæst og så stille HV-spørgsmål om den andens verden. Kun fantasien sætter grænser, som autist kan jeg skrive under på at sådanne tiltag vil kunne gøre meget i forhold til den angst man kan have i sociale sammenhænge.
Husk at autister er meget forskellige, det er ikke sikkert mine råd virker i dit parforhold, eller måske virker kun nogle af dem. Det er ikke så vigtigt. Den viden du som NT får i en artikel som denne er også med til at reducere angsten hos din partner med AS, for jo mere man som AS føler sig forstået af NT jo mindre stress og jo mindre angst.
En aften med autisten, terapeuten og parforholdet
Få
et ægte oplevet indblik i, hvordan parforholdet mellem en asperger
og en NT-partner fungerer og gå hjem med redskaber og muligheder,
for at handle kompetent og bedre dit eget forhold.
(NT
står for ”neurotypisk”, hvilket vil sige en person uden autisme)
Mandag d. 24. februar 2020 19:00-21:30
Krøyer Kielbergs Vej 3, 1.TV, 8660 Skanderborg
Foredraget
er til dig, der er i et forhold med en partner, som er på autisme
spektret.
Få
en øget forståelse for begge de verdener i bevæger jer i, – din
partners virkelighed men også din egen virkelighed og dermed vilkår
forholdet giver jer. Få ideer til brobygning, der virker med det
samme.
Emner,
der vil blive belyst:
- Diagnose
eller ej? - Særinteressers
betydning for ham og familien - Kommunikationens
logik og formål - Konflikters
op- og nedtrapning - Sex,
nærhed og intimitet - Det
sansemæssiges betydning for øget stress - Aleneheden
hos ham og hende
Mød
autisten og terapeuten
Ole
er autist og har gennem flere år arbejdet som autismekonsulent for
par og familier. Ole er selvstuderet nørd i autismens udfordringer i
parforholdet og sætter oplysende forklaringer på tilsyneladende
ubegribelige reaktioner. Han er gift på 3. år med NT-kvinde.
Marianne
er par- og familieterapeut har i gennem flere år vejledt og rådgivet
kvinder og par, hvor autismeproblematikker fylder mellem de voksne.
Marianne er på 14 år kæreste med aspergermand og har derved en
særlig indlevelse og viden om de usynlige og psykiske udfordringer
mange kvinder oplever dagligt i deres forhold med en asperger.
Ole
og Marianne giver et ærligt og oplysende indblik i nogle af
parforholdets komplekse områder. Ved hvert tema leverer Ole og
Marianne brugbare løsningsforslag, som er direkte anvendelige og
virksomme, så konfliktniveau mindskes og familielivet kan få mere
plads.
Glæd
dig!
Det
bliver en aften med et ualmindeligt foredrag, der rammer lige ind i
parforholdets kerne, hvor både Ole og Marianne indefra kender til
både problematikkerne og til mulighederne.
Det
bliver en aften, hvor du møder andre, som også kender til forholdet
med en partner, som er på autisme spektret.
Det
bliver en aften med humor, alvor, indsigter og gode ideer til lige
til at tage med hjem.
Tag på marked med en asperger
Når man går ud efter uld, kommer man nogle gange plukket hjem
Jeg var på et tidspunkt på marked i Wuppertal i Tyskland. Jeg tog med, fordi jeg så kunne hjælpe med at agere chauffør for min kone og hendes søskende. Jeg havde godt nok i forvejen fået at vide at det var et marked, men jeg havde med min nedsatte forestillingsevne forestillet mig noget i retning af en stor bygning med små butikker, organiseret og struktureret. Det skulle vise sig ikke at holde stik.
Vi ankom til markedet, som lå ca. 10 km væk fra min svigerindes lejlighed. Det første store problem var at finde en P-plads. Det var ret svært. Vi måtte vente i nogen tid på, at der var én, der kørte ud, så vi kunne få deres plads. Vi fik parkeret og skulle gå hen til en åbning i noget vild bevoksning. Dernæst gik det ned af en lang og meget smal trappe fyldt godt op med mennesker. Allerede her begyndte jeg at undre mig over, hvad det var for noget gøgl, jeg var blevet lokket med hen til, og forgæves ledte jeg efter den store bygning.
Efter utallige trappetrin kom vi så ned på det, der var markedet. Det var et stort lukket området omkranset af vild bevoksning med masser af boder og masser af mennesker. Værst var det omkring grøntsagsboderne, hvor sælgerne råbte og skreg tyske sætninger som ”billiger, billiger!” ”Ein kiste drei euro!”. Med andre ord var der en infernalsk larm, og disse stemmer gik gennem marv og ben på mig. Jeg havde desværre ikke husket at tage mine gennemsigtige silikone-ørepropper med. De kunne ellers have gjort det hele lidt mere tåleligt.
Planen var faktisk, at jeg på markedet skulle købe en deodorant, da jeg havde glemt at tage én med hjemmefra. Det droppede jeg fuldstændigt, for min krop var i konstant kamp/flugttilstand som følge af dette antiautistiske gedemarked. Det eneste min hjerne kunne tænke på, i dens kamp/flugt beredskab, var at indskærpe overfor min kone, hvordan hun skulle passe på sine værdigenstande, Så som følge af stressen, fik jeg på en ganske kontant måde fortalt, hvordan tyve typisk arbejder to og to sammen – den ene fanger ens opmærksomhed, mens den anden snupper ens ting. Det fik jeg i den grad indskærpet, også så meget at folk omkring os kiggede mærkeligt, og med så meget eftertryk at min kone fik det videreformidlet til sin søster, og de tog faktisk deres forholdsregler og passede efterfølgende ekstra på deres tasker.
Resten af tiden i dette tyske cirkus brugte jeg på at transportere alt det frugt og grønt, som min kone og svigerinde købte, op til bilen. Alt i alt tog jeg seks ture op og ned, på den måde fik jeg motion, og jeg fik mulighed for at komme lidt væk fra dette virvar af en heksekedel.
Jeg var til sidst lige ved at få en nedsmeltning. En fuldstændig egoistisk bilist havde parkeret på en måde, så jeg ikke kunne få min bil ud. Min viden om autisme hjalp mig i den situation, så jeg undgik at gå helt amok. Det hjalp også, at min kone fortalte mig, at disse tankeløse mennesker nok ville komme tilbage og køre væk igen inden alt for længe. Det viste sig så også at holde stik. Samlet set var turen på dette marked noget jeg brugte alt for meget batteri på.

Gode råd til dig der lever med en Asperger
- Giv ham praktiske opgaver. Hvis du er et sted, hvor der er for meget stress og for mange sanseindtryk for din AS-partner, så prøv at give ham praktiske opgaver. På markedet sagde jeg til mig selv fra starten, at jeg ville holde øje med tyve og gik så et par skridt bag min kone, hvor jeg kunne holde øje med tasketyve. Dernæst gav jeg mig selv den opgave at transportere varer op og ned. På den måde hjalp jeg de andre og fik mulighed for at få kærkomne timeouts fra et frygteligt marked, set med en autists øjne.
- Brug ørepropper. Er din partner lydfølsom, så gå i Matas og køb hvide silikone ørepropper. Dem kan man tage i ørerne, uden at andre kan se, at man har dem i. De vil være guld værd i situationer med meget larm og mange mennesker.
- Logistikken skal ikke stjæle unødigt batteri. Pas på, at stressen ikke allerede stiger i forbindelse med transport, sørg for, at det er ordentligt planlagt. Går det allerede skævt på det punkt, så er der nemlig så meget mindre batteri til rådighed hos aspergeren. Se ham som en bærbar computer. I tager afsted, og han er opladet 100 procent. Hvis det batteri skal holde hele dagen, så duer det ikke, at en stressende situation omkring transport snupper måske 40 procent, og han så kun har 60 procent tilbage, når I ankommer.
Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i parforholdet.
Særinteressen
Tag særinteressen ud af aspergeren og han ender som et tomt hylster uden glæde og retning i livet
Særinteressen hos en asperger er så stort et emne, at det næsten fortjener en bog for sig selv. Men du sidder nu og læser denne artikel ud af mange, som kommer rundt omkring mange ting, og som faktisk ikke bare lige er noget man går i gang med at skrive. Inden disse artikler er blevet til, har jeg læst rigtig meget om psykologi og psykiatri etc. At sidde og læse så store mængder igennem årene har bestemt noget med min særinteresse at gøre. Således er mine særinteresser følgende: sprog, psykologi og psykiatri. Og det veksler lidt imellem de 3. Det er klart, at min særinteresse er en kæmpe motor i forhold til at sidde og skrive en masse artikler om autisme i parforholdet. Hvor kraftig en motor er så denne såkaldte særinteresse hos aspergere? For mit eget vedkommende kan jeg sige, at den 24/7 styrer og gennemsyrer mit liv, og at jeg lever og ånder for særinteressen. Det er også svært for mig at lave noget, hvor særinteressen ikke er involveret. Særinteressen er med andre ord, så kraftig og stærk en størrelse, at den bogstavelig talt har reddet mit liv.
Særinteressen kan redde liv!
Jeg vil her gøre det kort, for historien om, hvordan særinteressen reddede mit liv, fortjener også en bog for sig selv[1]. Men meget kort beskrevet:
I 99 befandt jeg mig på en NATO-mission i Bosnien. Jeg var med andre ord så uheldig at befinde mig i de værst tænkelige rammer, man som AS kan tænke sig, dvs. i en infanterigruppe hvor intenst gruppearbejde, lynhurtige beslutninger, meget uforudsigelige opgaver, male-bonding, mandehørm, magthierarki, tilsat masser af sarkasme og ironi, gjorde livet fuldstændig uudholdeligt for mig. Hvis jeg ikke dengang i 99 havde haft den mulighed at studere det lokale sprog, og efterfølgende hjælpe lidt til med at tolke, og på den måde kompensere for mine elendige soldaterfærdigheder, håbløse samarbejdsevner og social skills, så havde jeg formentlig ikke siddet her i dag. Guderne skal nemlig vide, at jeg alt for mange gange, mens jeg sad på vagt i tårnet med en skarpladt M95 automatisk riffel, havde mundingen pegende den forkerte vej og sad og prøvede at finde gode grunde til at fortsætte med livet.
Det, der hele tiden gik ind og fjernede fingeren fra aftrækkeren, var særinteressen, og den gav mig et spinkelt håb om et lys for enden af en totalt mørk tunnel med smerte, depression og et selvværd trampet helt i bund. Det at studere sprog blev således min særinteresse dengang i 99 og udover at redde mit liv og fungere som noget jeg kunne kompensere med socialt fremadrettet, så har den i skrivende stund på 20 år medført at jeg har Danmarks største Youtubekanal i forhold til det at lære forskellige sprog online, igen et eksempel på hvor kraftig en størrelse den er.
Særinteressen er i eksemplet ovenfor i Bosnien i 99, en life-saver, den eneste kraft der er i stand til at give lys, når alt andet er mørke. Den er også så stærk en drivkraft, at den er stand til at få aspergere til at præstere resultater, som kun de færreste normale hjerner ville kunne, og såfremt de forsøgte, ville de skulle knokle langt hårdere for at opnå de samme resultater. Dette skal bl.a. ses i lyset af, at aspergeren lærer og husker utroligt hurtigt, når særinteressen er indover.
Særinteressen og job
Særinteressen er dog ikke kun lutter lagkage, og slet ikke hvis man ser på den fra et jobcenters synsvinkel. Faktum er, at det kan være yderst vanskeligt at motivere en asperger til at udføre et job, hvor særinteressen ikke er involveret på den ene eller anden måde.
For mit eget vedkommende er jeg så heldig, at min særinteresse kan bruges professionelt og omveksles til penge. Værre ser det ud for den asperger, der har en særinteresse, som ikke rigtig kan veksles til cool cash. Dette er selvfølgelig ikke et problem i forhold til fritiden, men jobmæssigt vil det kunne give problemer. Et eksempel: En asperger har egern som særinteresse, han ved alt om egern. Uanset hvilken verdensdel egernet kommer fra, vil han kunne tale længe om det og give en masse detaljerede informationer. Sagsbehandleren på jobcentret har nu efter en hel del møder efterhånden hørt en hel del om egern, og kæmper en hård kamp i forhold til at finde et job, hvor særinteressen for egern kan blive aktiveret. Efter et par fejlslagne praktikker, blandt andet som skovløber og i en dyrehandel, bliver aspergeren sendt på førtidspension[2].
Som asperger bestemmer man ikke selv, hvad hjernen vælger som særinteresse. Jeg bestemte f.eks. ikke selv at have fyrværkeri som særinteresse i 6. klasse, som var tæt ved at koste mig et par fingre plus det løse.
Særinteressen som en elskerinde
I et parforhold vil særinteressen faktisk være så stor og stærk en kraft, at nogle partnere, der bor sammen med en AS person, kalder den for ”rivalen” eller ”elskerinden”. Helt konkret vil du opleve, at din AS-partner vil bruge enorme mængder af tid på sin særinteresse og det vel at mærke alene. Du vil også opleve det, som om at din AS-partner det meste af tiden faktisk kun er interesseret i at tale om sin særinteresse, og når han taler om den, er han meget engageret, livlig og ”levende”. Måske er du som partner inderst inde ved at være godt træt af at høre om det samme og det samme hele tiden, men du ved også, at så længe din partner taler om sin særinteresse, så er han glad og i godt humør.
Særinteressen som en velsignelse
Jeg er lykkelig for, at jeg i skrivende stund hele dagen lang kan arbejde med min særinteresse og endda bruge den jobmæssigt. Det er det ultimative for en asperger. Den er er en velsignelse, fordi den giver mening, lykke og glæde i en aspergers liv. Jeg har i øvrigt, for lang tid siden, læst et sted, at når en asperger sidder og er optaget af særinteressen, så sker der de samme kemiske udskillelser i hjernen, som når en NT-er hygger sig sammen med familie og venner.
Og som en forbandelse
Særinteressen er ikke kun lutter lagkage, udover at den kan være noget af en prøvelse for omgivelserne, så kan den virkelig også nogle gange være en klods om benet for aspergeren selv. For det første styrer særinteressen nærmest vores liv, primært forstået på den måde at vi interagerer og navigerer igennem livet ved hjælp af særinteressen. Den fungerer som en social løftestang, og vi har meget lettere ved at være sociale, hvis vi kan aktivere særinteressen og bruge den i en social sammenhæng. Men hvordan kan den mere specifikt være en klods om benet?
Jeg kan prøve at give et eksempel fra mit eget liv.
I 2006 startede jeg med at arbejde i et supermarked i slagterafdelingen, det var egentlig kun meningen, at det skulle være et fritidsjob ved siden af universitetsstudiet, men selvfølgelig endte jeg med at være der i alt for mange timer. Årsagen til det var, at jeg ikke fik taget nok eksaminer, og så blev min SU stoppet. At det kom så vidt, var fordi jeg ikke kunne overskue studiet[3], og generelt var jeg bare konstant stresset og forvirret (jeg var ikke diagnosticeret dengang).
I slagterafdelingen var der en udenlandsk slagter, der overordnet set, var vanskelig at arbejde sammen med. Hans kvaliteter var, at han var hurtig og effektiv, han kunne ”køre” utrolige mængder kød igennem på kort tid. Men han råbte, talte grimt, lod hånt om arbejdsmiljø og var i det hele taget ikke særlig høflig, for at sige det mildt. I bund og grund var det en type, man faktisk burde holde sig på afstand af, og så ellers bare prøve at være professionel sammen med.
Det absurde og trælse var, at det kunne jeg selvfølgelig ikke! Og hvorfor så ikke det? Det var såmænd ikke, fordi han var svær at afkode. Hans kropssprog, stemmeføring og sprogbrug var nemlig så aggressivt og adfærden så brovtende, at selv en autist ret hurtigt kunne se, at dette ikke ligefrem var hyggeligt selskab.
Så hvorfor pokker prøvede jeg at komme tæt på ham? Være flink imod ham osv.? Det var selvfølgelig pga. særinteressen. Suk! Min særinteresse på det tidspunkt var, og er stadig, sprog. Og denne brovtende slagters modersmål var et sprog, jeg på det tidspunkt interesserede mig vældig meget for, og jeg prøvede derfor så meget som muligt at øve og bruge dette sprog med ham. Det absurde var, at det udviklede sig til, at højdepunktet på dagen for mig var, hvis han var på arbejde! Så vidste jeg, at der var mulighed for at dyrke særinteressen i bare et lille omfang, herligt, når nu selve det manuelle arbejde med at pakke kød, som jeg var ansat til, var frygtelig kedeligt og utrolig hårdt[4].
Således skabte særinteressen en masse problemer for mig på arbejdspladsen. Den umuliggjorde det at tage afstand fra en ubehagelig type og på den måde beskytte sig selv. Den fik mig til at havne i mange trælse situationer, hvor jeg brugte en masse energi på at tåle, forsvare og være flink over for den mand, hvor jeg i virkeligheden burde have været professionel og håndfast, når han nu for 500. gang i træk var ligeglad med arbejdsmiljøet og smed en stor kasse med spareribs på 45 kg hen ad gulvet, som vi så kunne ødelægge vores rygge på at tage op og sætte på pakkebordet. Indimellem gik jeg stresset hjem, fordi særinteressen gjorde det umuligt for mig at gøre det rigtige i situationen og f.eks. være på den rigtige side af interessekonflikten i forhold til arbejdsmiljøet.
Særinteressen kan være meget intens
Særinteressen kan også være så intens at man som Asperger fuldstændig glemmer alt omkring sig og hyper fokuserer på noget. Det kan være at man både glemmer at spise og drikke såvel som at have det nødvendige tøj på og reelt sidder og enten ryster af kulde eller sveder som en lille gris.
Masser af dybde, men hvad med bredden?
Særinteressen gør, at en asperger oftest er ekspert i et eller andet og besidder en enorm viden om utallige detaljer, tal osv. Med andre ord er det gerne de logiske og konkrete hardcore facts, der sætter sig fast, og som aspergeren kan citere i en lind strøm. Det sjove er, at som følge af aspergerhjernens oftest ret enstrengede fokus, så vil han nogle gange komme til kort, når det handler om bredde, såvel som de mere bløde værdier i et emne. Eksempel: En asperger ved alt om kameraer, han kan fortælle dig alle mulige tekniske detaljer om hvilken som helst model. Du begynder nu at spørge ham om motiver, hvordan man tager det bedste billede, lysforhold, hvordan man bedst tager billeder af mennesker osv. Der er det så, at samtalen går i stå, og aspergeren vil måske kigge på dig på en mærkelig måde uden at kunne give dig svar. Det interessante i denne situation er nemlig, at aspergeren typisk har en enorm viden i dybden og specielt i forhold til ”kolde” tekniske data. Men det viser sig så nogle gange, at den selvsamme asperger slet ikke er interesseret i bredden og de mere bløde aspekter. Han kan lire utallige informationer af og kender stort set alle kameraer der er blevet produceret lige siden den første model kom på gaden, men aner intet om og interesserer sig slet ikke for hvordan man f.eks. bedst tager et bryllupsfoto. Denne ensidighed og enstrengede tilgang er ofte typisk for aspergere.
Et andet eksempel: En kvinde, som var meget troende, blev på en date med en asperger vældig glad, da han fortalte hende, at han var meget interesseret i biblen. Da kvinden så besøgte ham efter et par dage, så hun til sin store overraskelse, at hans lejlighed var fyldt op med hundredvis af forskellige udgaver og versioner af biblen.
Hvordan ødelægger man en asperger fuldstændigt? Simpelt! – Man forhindrer ham i at dyrke sin særinteresse!
Jeg talte engang med en kvinde, hvis bror, der var asperger, begik selvmord, fordi der skete noget, der forårsagede, at han ikke længere havde mulighed for at dyrke sin særinteresse. Det betød jo, at der ikke var mere at leve for, så han valgte at tage sit eget liv. Måske kan dette være svært at forstå for folk, der ikke er på autismespektret, for man kan jo indvende, at han stadig havde familie og venner omkring sig. Jeg kan fint sætte mig ind i det, ikke at jeg billiger selvmord, faktisk langt fra. Men som autist forstår jeg derimod fint de kræfter, der er på spil, og hvor tomt og ligegyldigt alt må være, hvis man ikke kan dyrke sin særinteresse.
Hvornår skal man stoppe for en særinteresse?
Aspergere er meget forskellige og det er vores særinteresser også. Udgangspunktet er at man som pårørende ikke skal pille ved den, vi skal have lov til at dyrke den særinteresse vi nu engang har valgt. Men! Hvad så i de tilfælde hvor særinteressen, særligt hos barnet eller den unge autist, skader andre og måske også ham selv? Et eksempel kunne være en særinteresse der måske ikke ligefrem består af fysisk vold, men derimod noget der vækker så meget afsky hos andre at aspergeren bliver totalt isoleret socialt. Skal man som pårørende stiltiende acceptere dette? Nej. Her gælder det om at prøve at dreje særinteressen hen på noget der minder om det oprindelige men hvor man undgår at det bliver noget der skader aspergeren eller andre. Nogle gange kan det også hjælpe hvis man bevidstgør aspergeren om de konsekvenser og effekt hans særinteresse har på andre, det er nemlig langt fra tilfældet at han selv har tænkt på det.
[1] Jeg har holdt foredrag om, hvordan særinteressen reddede mit liv på SIKON og i Vigsø, book mig, hvis du ønsker, at jeg kommer og holder foredrag om det.
[2] Eller i ressourceforløb. Som følge af reformen i 2013 er det jo nærmest umuligt at få førtidspension.
[3] De nedsatte eksekutive funktioner som de fleste aspergere kæmper med, var især noget der gjorde universitetsstudiet svært for mig
[4] Jeg bøvler stadig med skader fra dengang. Dobbelt tennisalbue, seneskedehindebetændelse i venstre hånd og uspecificerede problemer i højre.
Gode råd til dig der lever med en Asperger
- Kæmp ikke imod særinteressen. Særinteressen er en stor og mægtig kraft, som styrer din asperger-partners liv i nærmest alle aspekter. Sat på spidsen kan man sige, at for en asperger er alt, som ikke handler om særinteressen, nærmest uinteressant. Som partner er det utroligt vigtigt at forstå, hvor kraftfuld en størrelse den er. Forstår man det, så vil man også forstå, at den ikke er noget man kan begrænse, reducere eller på anden vis få bugt med, det er umuligt. Hvis du bor med en asperger, så er det alfa og omega, at der er rum og plads til særinteressen, ellers vil stressniveauet stige hos alle.
- Særinteressen får din partners stressniveau ned. Særinteressen fungerer som en lynafleder for negative følelser opbygget i løbet af dagen. Oven i det fungerer den som en ”lade station for batterierne”, hvor din partner ”genopbygger” sig selv, kobler af og restituerer. Et par timer i ro og fred, hvor din partner sidder med sin særinteresse, kan få hans funktionsniveau til at stige, og han vil efterfølgende bedre kunne klare atter at være sammen med mennesker
- Særinteressen blokerer for angst og bekymringer. Når man som asperger er fordybet i sin særinteresse, så fungerer den som en slags oase hvor man midlertidigt slipper for at have hovedet til at køre med tanker, grublen og angst.
- Særinteressen skal ikke lægge beslag på al tiden. Din AS-partner skal have lov til at bruge nok tid på sin særinteresse, men pas på, at den ikke fuldstændigt tager overhånd, og du så til sidst sidder helt alene. Han skal tage hensyn til dig og huske, at man i et parforhold ikke bare kan sidde for sig selv konstant, men at det forpligter. Kompromiser er vejen frem. Meld klart ud, evt. visuelt, hvad det er rimeligt I skal bruge sammen af tid på at lave noget fælles. Din partner kan gøre det samme. Find derefter et kompromis
- It’s not gonna happen! Drop forestillingen om, at din partner med tiden vil kunne ”trænes op” til at blive mere social og lige så aktiv i forhold til sociale aktiviteter sammen med dig, som en NT-er. Det kan en asperger simelthen ikke! Igen, kompromis´er er løsningen.
Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i parforholdet.
Hyper fokusering på særinteressen på bekostning af det følelsesmæssige
Det kan være meget intenst når en asperger hyperfokuserer på et nyt projekt
Jeg vil her bruge mig selv som eksempel. Hvis jeg pludselig har fundet noget helt nyt at kaste sig over mig over, et nyt projekt, så arbejder jeg som ti vilde heste, hvilket kan og har givet fantastiske resultater; til gengæld bliver der så også fuldstændig slukket for mentaliseringen, og andre mennesker er bare i vejen for mig. Tid og sted bliver glemt, og jeg risikerer når det er værst, at glemme at spise og drikke, dog ikke så meget som i gamle dage, da jeg er ret seriøs med min styrketræning og helst skal have nok protein i løbet af en dag.
Når jeg sådan er fordybet i et projekt, så kan jeg også let komme til at glemme indlærte strategier, som ellers sørger for, at jeg bedre kan navigere rundt i en NT-verden. Hvis andre er uenige med mig eller kritiserer det, jeg har gang i, vil jeg kunne finde på at reagere umodent og for kraftigt. Det vil på mange måder være sådan, at jeg slet ikke vil kunne rumme, at andre har en anden mening om det, jeg laver. Når røgen har lagt sig, og det er blevet ordinær hverdag igen, så vil jeg vende tilbage til min normale modus, og det vil betyde, at jeg igen vil kunne reagere konstruktivt på kritik og vil kunne rumme andre, samt være i stand til at huske mig selv på at sætte mig i andres sted (mentalisering).
Det er ikke sikkert, at den asperger, du bor med, vil agere som jeg gør. Det du derimod vil kunne opleve, er at jo mere en asperger hyper fokuserer, jo mere vil dit følelsesliv og dine behov blive ignoreret.
Gode råd til dig der lever med en Asperger
- Vær taktisk når han hyperfokuserer. Du kan se, at din AS-partner hyper fokuserer på et projekt. Han taler og taler om det, og det er det eneste, der kører i hans hoved. Uanset hvor meget du mener, at du også har behov, der skal opfyldes, så skal man som partner være taktisk. Han vil have meget svært ved at forholde sig til andet end det, der kører i hans hoved, og enhver form for afbrydelse vil let kunne gøre ham stresset og resultere i konflikter. Hvis du skal tale med ham om noget vigtigt, som f.eks. involverer det at skulle tage stilling til en masse ting, så vent til røgen har lagt sig, og hvis der er noget I skal, f.eks. på udflugt, besøg etc., så forbered ham på det i god tid.
- Der er ikke plads til andet. Når din AS-partner er helt oppe i højeste gear og kører afsted med et nyt projekt, så vil risikoen for at han glemmer pligter og aftaler være forhøjet. Vær opmærksom på det.
- Fra orkan til jævn vind. Du vil kunne føle dig meget ensom, når din AS-partner er helt fordybet i et nyt projekt. Dog vil rutinen også sætte ind, når det handler om autisme, så hav lidt tålmodighed. Når han har været i gang med projektet i noget tid, og ”orkanen” er blevet til ”jævn vind”, så vil han være lettere at komme i kontakt med og vil også være mere villig til at lave noget, der ikke involverer særinteressen.
Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i parforholdet.
Når særinteressen spænder ben for de praktiske gøremål
En af grundene til at jeg ikke får ordnet vigtige praktiske ting i det daglige, er at særinteressen hele tiden kører i mit hoved og tvinger mig til at bruge tid på mine projekter. Bruger jeg ikke tid på dem får jeg stress, får jeg ikke ordnet de praktiske ting får jeg også stress og samtidigt ved jeg at det går udover parforholdet, det er godt nok svært at balancere.
Tvangselementet skal forstås sådan at jeg ikke får ro i hovedet før jeg får arbejdet med det som nu er aktuelt, som f.eks. at skrive disse artikler om autisme eller at få lavet sprogvideoer. Denne kraft er stærk og den stopper aldrig uden at der i dette tilfælde er tale om OCD[1]. Jeg er jo udmærket klar over at det er særinteressen, der i mange tilfælde, er årsag til at jeg ikke får ordnet diverse praktiske ting. Jeg får en følelse i hovedet der går ud på at jeg ikke må spilde tiden og som handler om at sørge for at få brugt mest mulig tid på det der nu er mit særinteresseprojekt.
Særinteressen skal hele tiden fodres
De ting jeg ikke får ordnet, er først og fremmest oprydning, men det er også sortering, organisering af mine ting etc. Værre er at det også nogle gange går udover det økonomiske. Dvs. vigtige ting som faktisk kan koste mig penge i form af mistede fordele, renteudgifter der skal påføres forskudsopgørelse, boligstøtte etc. er også gentagne gange blevet negliceret, da særinteressen hele tiden skal ”fodres”. Bliver den ikke det, bliver jeg urolig, rastløs og stresset og føler at jeg spilder min tid, uanset hvor vigtigt en praktiske opgave er.
I parforholdet skal du være opmærksom på at både de nedsatte eksekutive funktioner og særinteressen er medvirkende til at praktiske gøremål ikke bliver udført. Det er 2 stærke kræfter som en NT-mand ikke skal ”kæmpe” med i det daglige men som hele tiden er til stede hos os med AS.
[1] Jeg har OCD, men det er noget helt andet end det jeg taler om i dette afsnit. Min OCD er tvangstanker, og det er urimelige og traumatiske tanker fra fortiden der kører i mit hoved, medicin (quetiapine tager de fleste af tvangstankerne).
Gode råd til dig der lever med en Asperger
1. Struktur, struktur og struktur. Det kan ikke betones nok hvor vigtigt det er at der kommer struktur på dagligdagen. Uden struktur bliver mange praktiske ting bare ikke gjort! Det er så simpelt. En god struktur er også med til at holde stressniveauet nede for en AS.
2. Sæt en time af om ugen. Her får man så styr på hængepartier, regninger der skal betales, aftaler der skal træffes, bunker med papirer der skal sorteres, etc. Hvis jeg som Asperger ved at jeg skal gøre disse ting i den time, så kan jeg bedre skubbe særinteressen til side fordi det er en planlagt begivenhed og den er logisk og tjener et godt formål. Vigtigst af alt, jeg har forberedt mig på den. Lad vær med pludselig at sige, ”Nu skal vi rydde op og sortere!”. Nej, det skal planlægges.
Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i parforholdet.
Koncerter, og store, åbne forsamlinger
Jeg har været til en stor åben koncert en gang i 1992, jeg gør det aldrig mere!
På et tidspunkt hørte jeg en udsendelse på P1 om hestevæddeløb. Én af gæsterne i studiet beskrev, hvor fantastisk stemningen var, når et løb var sat i gang, og publikum hujede og heppede på hestene, og adrenalinen gav både publikum og hestene et ”kick”. Jeg må indrømme, at hver gang jeg hører den slags, så ryster jeg indvendigt, og mit hoved kan ikke begribe, hvordan den slags kan være en nydelse eller endnu værre, et ”kick”. Gæsten i programmet fortalte desuden, at han glædede sig til det flere uger i forvejen.
Jeg har det på samme måde med koncerter, fodboldkampe, dyrskuer og i det hele taget store åbne forsamlinger med masser af mennesker, lyde og lugte – det kan jeg ikke holde ud. Det er ren tortur for mig. En sætning, jeg tit har hørt fra folk, som f.eks. skal beskrive det fede ved koncerter er, ”at man er sammen om musikken” eller noget i den stil, det er totalt uforståeligt for mig.
Jeg ved selvfølgelig godt på et teoretisk plan, hvorfor jeg selv og andre autister har det svært ved specielt koncerter og fodboldkampe: Vores hjerner er alt for meget på overarbejde og kan slet ikke holde til de mange sanseindtryk der ikke bliver filtreret væk automatisk. Så det er klart, at vi lider frem for at hygge os.
NT-hjerner er bygget til at kunne nyde koncerter og slappe af. Alt det uvæsentlige bliver automatisk filtreret væk, og hjernen kan i stedet bruge energien på at nyde musikken og stemningen. Desuden er der sædvanligvis heller ikke sanseforstyrrelser at kæmpe med. Samlet set er det en sansefest for NT-hjernen. Det eneste tidspunkt, hvor du, efter min mening, kan forvente, at din asperger-partner ville kunne nyde den slags, er hvis det indgår som del af hans særinteresse, og han derfor selv er motiveret for at deltage.
Det er ikke nødvendigvis sådan, at os aspergere ikke er i stand til at overvære et dyrskue, en koncert, en fodboldkamp eller lignende, men hvis vi befinder os sådan et sted, så skal du være indstillet på, at vi efter få timer har brugt virkelig meget energi på sanseindtryk og således hurtigt falder i funktionsniveau.

Gode råd til dig der lever med en Asperger
1. Tag til koncerter med veninderne. Hvad nu, hvis du virkelig gerne vil deltage i og dele oplevelserne med din AS-partner og nogle af disse oplevelser involverer mange mennesker, larm etc. Samtidig ved du, at det gør ham meget træt og stresset? Jeg vil sige, at det ikke er det værd. Der er ingen tvivl om, at du med din NT-hjerne er i stand til at nyde en koncert, men din AS partner vil holde gode miner til slet spil, på trods af at han lider stille indvendigt og bagefter er totalt træt. Bagefter vil han skulle bruge en hel del tid alene for at ”genopbygge” sig selv. Derfor vil jeg mene, at det er bedre, hvis du i overvejende grad deltager i den slags aktiviteter med dine venner/veninder i stedet for og lader din AS-partner blive hjemme. Måske vil han sige ja, hvis du spørger ham, om han vil med, men det kan være, at han blot gør det for at være flink. Desuden er det ofte svært for os med AS at sige fra, vi vil gerne gøre andre glade, og så glemmer vi os selv.
2. Roskilde festival vs. En teatertur. Jeg skal dog også her selv passe på ikke at blive for sort/hvid og således lige banke min egen asperger lidt på plads, for selvfølgelig skal man i et parforhold tilstræbe at være fælles om oplevelser, men alt med måde. Og der er også forskel på en tur på Roskilde festival med masser af larm, lugte og titusindvis af mennesker der giver den max gas, fremfor en mere stille og rolig tur i teatret på en onsdag aften, så kompromiser er vejen frem.
Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i parforholdet.
Fester og sammenkomster
I 2009 var jeg til barnedåb, det var før jeg vidste, at jeg var autist. Jeg havde den dag, måske fordi det var barnedåb, og måske fordi festen startede tidligt, besluttet mig for ikke at drikke alkohol. Jeg vidste godt, hvad det valg så indebar, det betød, at smalltalk med min borddame (som jeg ikke kendte i forvejen) var helt umulig, slet og ret en overkravssituation.
Så lige så snart jeg havde spist mig mæt, forlod jeg bordet og gik hen til børnene og læste historier for dem. Det gjorde jeg så resten af tiden, indtil festen sluttede. Efterfølgende fik jeg at vide af min bror, at en del gæster godt nok havde syntes, at jeg var noget stille. Måske var det blot en pæn omskrivning af, at de fandt mig ret så asocial og måske uhøflig.
Hvis festen havde været om aftenen, evt. en 50-års fødselsdag, og hvis der havde været en forventning blandt alle om, at det var passende at beruse sig, så havde jeg aktiveret ”alkoholstrategien”. Den gik typisk ud på, at jeg relativt hurtigt (i løbet af en halv time) fik hældt en 4-5 genstande ned i systemet, hvilket for mig muliggjorde, at jeg så kunne starte en samtale (smalltalke).
Mine beskrevne udfordringer er typisk for en asperger. For aspergere generelt er fester og sammenkomster ofte en udfordring. Man kan sige, at jo bedre han kender gæsterne, og jo færre mennesker der er, jo mere tryg vil han være, og desto mere vil han slappe af. Hvis han tilmed ved, at der kommer én eller to, som han kan tale om sin særinteresse med, så gør det alting utrolig meget lettere. Men hvad nu hvis det er en sammenkomst, hvor der er mange mennesker, også mennesker han ikke kender, eller kun kender lidt og oven i hatten skulle være bordherre for en kvinde, han aldrig før har mødt? Og hvis der så ovenikøbet ikke er nogen, han kan tale med om sin særinteresse, ja, så ser billedet noget anderledes ud.
I sådan en situation vil han skulle bruge meget energi på at samle sig om de mange nye impulser og nye mennesker. Han vil skulle bruge meget energi på at aktivere strategier i forhold til at agere korrekt og gøre et godt førstehåndsindtryk. Man kan også sige, at jo mere utryg han er, og jo mere han skal aktivere strategier, desto mere stiv i betrækket vil du kunne opleve ham. Han er desuden presset og stresset af, at han ved, at det er normal kutyme, at bordherren smalltalker med sin borddame (det har du nemlig lært ham😊). Én ting er dog som asperger at vide disse ting i teorien, noget helt andet er at skulle benytte dem i real-life. Det er svært, skulle jeg hilse at sige. Dvs. det at sidde og smalltalke med en person, man ikke kender, når man samtidig er overvældet af sanseindtryk og angst.
Hvad kan en asperger gøre for bedre at klare denne situation:

- Alkoholstrategien. Den har jeg brugt utallige gange, Alkoholen fik mig til at smide meget af min angst, men først og fremmest gjorde 4-6 genstande det muligt for mig tilnærmelsesvis at tale og agere nogenlunde uhæmmet som de andre omkring mig. Alkoholen var dog et tveægget sværd, for det tog let overhånd, og jeg blev nemt utålelig at høre på, specielt når genstandene blev flere og flere, og guderne skal vide, at der i gamle dage ofte blev hældt en ganske anseelig volumen ned i løbet af en aften. Kan man holde alkoholindtaget på et rimeligt niveau og undgå at blive bøvet i løbet af aftenen, så kan denne strategi såmænd være ganske ok.
- Gå sin vej strategien. Jeg kender til aspergere, der bruger denne strategi. Den går i al sin enkelhed ud på, at man undervejs forlader festen… Det kan være i en time, måske endda i 2 timer, så går han sig en tur, og i al den tid han så går rundt alene, får han så for en stund, ro i hovedet og skal ikke forholde sig til mennesker. Personligt finder jeg denne strategi uheldig, hvis det fx er til en stor fest, fx en 50 års fødselsdagsfest. Den giver nemlig anledning til sladder og bagtalelse, da det er en opførsel, alle andre til festen er enige om, ikke sømmer sig for et voksent menneske. Du ønsker ikke denne negative opmærksomhed rettet imod dig og din partner. Dog tænker jeg, at det er ok at gøre, hvis det er en lille forsamling, måske bare den nærmeste familie og de andre har forståelse for, at det at gå en tur i en time eller to, hjælper aspergeren.
- Lege med børn. Hvis der er børn tilstede, så giver det aspergeren en god mulighed for at bidrage konstruktivt til festen ved simpelthen at lege med dem som en anden legeonkel. Dette er en rigtig god løsning, og hvem vil have noget imod én, der hjælper børnene til at få en god dag/aften, og som samtidig kan holde øje med dem. Dog alt med måde, man skal lige huske, at de andre gæster forventer, at man lige kommer og er lidt social og ikke bare melder sig helt ud og lader sig opsluge i børneland. Man kan måske lege i en time med dem og så vende tilbage i en halv time, for derefter at lege med dem igen i en time. Alt med måde, som bekendt.
- Styre musik. Man kan også som asperger vælge at være en slags discjockey, hvor man tager sig af at holde musikken i gang.
- Vaske op og tage af bordet strategi. Mange gange, når min mor holdt noget spisning for familien, så valgte jeg at tage mig af al opvasken, det gav mig en mulighed for at slippe for den dødkedelige snak ved bordet samtidigt med at jeg ydede en indsats de andre værdsatte.
- Bartender. Det giver utrolig meget mening for en asperger at lave drinks og servere øl til en fest. Det er dejlig konkret, og det er en fast defineret rolle som vi træder ind i, hvor vi så ikke behøver at tænke over, hvad vi skal gøre med os selv. Dette i skarp modsætning til at være almindelig gæst, hvor uvisheden om, hvad man skal gøre, hvad man skal tale om og hvad der forventes af én, kan være enorm. Bonusviden. Jeg havde på et tidspunkt drinks og cocktails som særinteresse.
- Tage billeder/optage video. Hvis din AS-partner har en særinteresse der vedrører foto/film eller måske bare IT. Så er det yderst oplagt for ham at stå for at tage gode stemningsbilleder til festen med et rigtigt kamera. På den måde kan de andre også se, at det er mere seriøst, end hvis bare han render rundt med en I-phone og snupper billeder hist og her. Det vigtige er at han på denne måde har en konkret opgave til festen.
Gode råd til dig der lever med en Asperger
1. Autister kan have stor gavn af at træne smalltalk inden en fest. Alkohol i en moderat mængde kan hjælpe, det er dog blot en slags symptombehandling. Det kan være svært for en asperger at smalltalke, og han bruger meget energi på at ’være på’ ved en selskabelig lejlighed. Det, der er godt at gøre efter min mening, er at prøve at træne en ”smalltalk-rutine”. Man kan f.eks. skrive 15-20 spørgsmål ned på et stykke papir, som er relevante at stille i en situation, hvor det handler om at bryde isen og indlede en samtale. Øv dem med ham, igen og igen. Han stiller spørgsmål til dig, og du svarer på alle mulige forskellige måder. Det vigtige i sådan en øvelse er, at han overindlærer specifikke spørgsmål ved at udtale dem mange gange og stille dem til sin partner igen og igen. Meningen er, at når man så sidder ved en fest, så tager denne intensive træning over og skubber angsten til side. Det er også vigtigt, at han træner disse spørgsmål med andre end blot med dig. Jo flere gange, han træner og repeterer, desto bedre. Når han så til en fest har brudt isen og fået en samtale i gang, så lær ham at holde den i gang ved at bruge ’hv’ spørgsmål til den, han taler med. De fleste mennesker vil blive glade for at få mulighed for at tale om sig selv. Det er i hvert fald min erfaring. Obs! Det er vigtigt, at det ikke kun er den anden, der taler og at situationen føles som et interview. Man skal selv huske at få budt ind med taletid.
Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i parforholdet.
En ferie med aktiviteter
Jeg vil i dette afsnit sikkert virke som en party-killer, det er jeg udmærket klar over, men det har jeg det ganske fint med.
Når jeg en sjælden gang imellem er på ferie, sker der ikke det store. Jeg vil helst sidde i skyggen et eller andet sted, læse en bog, træne sprog og smage på den lokale fadøl fremfor at skulle lave alt muligt. Så, ja, det er nok ikke sjovt at være på ferie med mig, det indrømmer jeg blankt.
Som NT-er vil man måske, afhængig af temperament, gerne opleve noget på sin ferie, man vil måske gerne lave noget aktivt. Man ser måske et skilt, hvor der står: ”Lej 4 cykler i en hel dag for 25 euro”, og man tænker så som NT-er: ”Yes! det skal vi da! Det er sgu da billigt, og det bliver sikkert en dejlig oplevelse!?”
Cykeltur
Det lykkes dig at overtale din AS-partner og børnene. I tager så helt spontant af sted på 4 godt slidte cykler. Turen starter selvfølgelig med, at det ene barn vælter og får en hudafskrabning, I får det fikset, og du kan mærke, at din AS-partner er lettere irriteret over denne hændelse. Efter godt 20 minutter begynder din partner at brokke sig højlydt over at få solcreme i øjnene. I befinder jer på en ret stejl bakke, og solen bager, det er derfor uundgåeligt, at sveddråberne begynder at løbe. Som om det var det eneste! I beslutter jer nemlig for at tage et hvil ved nogle bænke. Desværre vrimler det pludselig med hvepse. Det viser sig, at jeres søn har prikket til et hvepsebo med en pind, og nu er helvede løs. Din AS-partner er helt oppe i det røde felt og forbander denne cykeltur ved hjælp af sprogets værste gloser. Efter et par cykelkæder, der røg af, ankommer I så efter 4 timer til hotellet med sorte og fedtede hænder. Stressniveauet er ovenikøbet væsentligt forhøjet, og I har ikke rigtig oplevet noget spændende, andet end en hård cykeltur i bagende sol. Din AS-partner siger vredt over middagen, at det da havde været 100 gange bedre, hvis alle bare havde taget hver sin motionscykel i hotellets fitnessrum og så havde cyklet i en time på dem.
I dette eksempel vil jeg sige, at man bør lytte til AS-partnerens efterrationale. Jeg vil mene, at man med den beskrevne situation in mente, bør være varsom med, hvad man finder på af spontane ting i ferien. Jeg siger ikke, at man ikke skal besøge butikker, tage på udflugter og den slags, men når det handler om mere komplekse ting, som f.eks. en cykeltur uden guide, hvor alt muligt kan gå galt, ja, så mener jeg, at det er bedre at lade være. Der er selvfølgelig en chance for, at intet går galt på cykelturen, og at den er behagelig for alle, men ofte vil der i sådanne situationer gå små, eller i værste fald, store ting galt, og så stiger stressniveauet desværre alt for hurtigt, når der er autisme indover.
Gode råd til dig der lever med en Asperger
- Det er fristende ja, men skal man partout gøre det? Det kan være fristende, når man er på ferie at prøve lidt mere udfordrende aktiviteter, det være sig en cykeltur som i eksemplet eller måske en kanotur. Mit råd er, at man skal være meget kritisk og varsom med at gå i gang med den slags, når der er autisme indover, hvis I ikke er inde i rutinen med aktiviteten, ja så vil det måske udvikle sig til en træls oplevelse for alle parter, hvor én måske ryger i vandet, eller pludselig kommer der måske en strækning, hvor det går for hurtigt pga. stærk strøm osv. Pointen er også her, at der simpelthen er for mange ting, der kan gå galt.
- Meltdowns kan gøre det trælse til en mareridtssituation. Overmod og manglende rutine er også noget, der kan ramme NT-ere på ferie. For NT-erne kan det måske udvikle sig til en pinlig oplevelse hvis f.eks. at Røde Kors skal hente familien, fordi man er faret vild i de norske fjelde. Hvis det samme sker og der er autisme indover så er det ikke bare pinligt, så kan det nemlig udvikle sig til en mareridtssituation med meltdowns osv. Derfor vær ekstra påpasselig.
- Rutine er altafgørende. Har I rutinen, så er det en anden snak, så vil den tage over, og risikoen for, at der sker uforudsete ting under aktiviteten, vil være mindre.
- Vælg det sikre. Guidede ture, hvor intet er overladt til tilfældighederne og hvor det hele er velstruktureret, kan man selvfølgelig tage med på, autisme eller ej.
- Skru ned for ambitionsniveauet. Kort sagt skal man, efter min mening, når man er på ferie, og der er autisme indover, skrue ned for ambitionsniveauet. Kald mig bare for en partykiller, men: Better safe than sorry! Dette er især vigtig. hvis man også har autistiske børn.
- Del jer op. Vær også indstillet på, når I er på ferie, at I ikke behøver at følges ad hele tiden. Nt-erne kan lave noget mere spontant og ustruktureret, og autisterne noget andet, som er mindre spontant og mere struktureret. Det er helt fint og en god måde at tage hensyn til alle forskellighederne på.
Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i parforholdet.