Hvorfor skal der være al den kommunikation! Hvorfor kan man ikke bare spille!
En af de ting jeg hadede allermest ved fodbold, da jeg spillede det som barn (jeg var faktisk ret god til det), var de irriterende kommandoer, der tit fløj igennem luften. Det kunne være ”spille”, ”herovre”, ”modsat” osv. Det gik mig umådeligt meget på, at det var nødvendigt med disse verbale udbrud. Kunne vi ikke bare spille uden disse trælse elementer? Men nej! Det skulle åbenbart til! Senere da jeg som ung voksen var med til at starte en af de første Counterstrike-klaner op, gik det op for mig, at det at spille et sådant 3D skydespil på højt plan, krævede masser af træning og ikke mindst, et head-set med mikrofon!
Det fordømte krav om en mikrofon, var årsagen til, at jeg droppede at spille på et højere plan end blot for sjov. Meningen med mikrofonen var nemlig, at man, mens man spillede kampens hede, hurtigt kunne give mundtlige ”battleorders” og diverse kommandoer. Ligesom ved fodbold, blot med et andet ordforråd. Det kunne jeg slet ikke kapere, og det fjernede alt det sjove ved det, og forvandlede sig i stedet for til noget der involverede al for meget stress for mig, så jeg stoppede helt med at spille spillet.
For NT-ere er dette verbale-aspekt blot en del af spillet, og så bliver der ikke tænkt nærmere over det. For mig er det en kilde til frustration, kommandoerne kører i mit hoved, og ødelægger hele glæden ved det. Hvorfor er det så så svært for mig (stadigvæk) at skulle sige disse kommandoer?
Svaret er simpelt. Autister har en tendens til at være umeddelsomme, og vil hellere udføre en aktivitet i ro og fred uden en masse kommunikation. Mange gange vil du som partner opleve, at ting som din AS-partner har oplevet, ikke bliver fortalt til dig, og det på trods af, at det kan være spændende og ganske interessante ting, men… vi har bare ikke det der behov for at fortælle, hvad vi har oplevet, eller også orker vi det simpelthen bare ikke. Du kan i stedet regne med, at vi nok skal informere dig yderst grundigt, når det handler om vores særinteresse. Vores problemer i forhold til mentalisering gør også, at vi kan komme til at glemme, at du jo ikke har oplevet og set det samme som os selv.
I et parforhold er der en forventning om, at man er hinandens bedste venner og derfor deler man tanker, følelser, drømme og oplevelser med hinanden. Som partner til en person med AS må du indstille dig på, at den del af parforholdet i bedste fald kan være reduceret og i værste fald nærmest ikke til stede.
Gode råd til dig der lever med en Asperger
1. Fokuser på det positive. Skru ned for forventningerne i forhold til, hvad du anser som et ”rigtigt” parforhold. Din AS-partner kan ikke give dig den følelsesmæssige gensidighed, som en NT-partner kan. Til gengæld rummer en AS person så mange andre stærke sider, f.eks. at være meget loyal, meget ærlig, meget pligtopfyldende, meget trofast, for blot at nævne nogle, Fokusér på dem.
2. En diagnose åbner op for nye muligheder. Er din partner blevet diagnosticeret og anerkender diagnosen, så er der selvfølgelig større mulighed for at I kan arbejde på at skabe mere følelsesmæssig gensidighed i parforholdet.
3. Husk at spørge ind. Hvis du gerne vil have en asperger til at fortælle lidt mere om det, der rører sig inde i hovedet på ham, så spørg ind til det. Det lyder selvfølgelig lige så banalt, som det er, men det er den bedste og enkleste løsning, for din AS partner vil garanteret høfligt svare dig, hvis du spørger.
Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i parforholdet.