Træt nærmest hele tiden

Din AS-partner vil formentligt være mere træt end dig.

Du ser træt ud! Du ser smadret ud! Du ligner en, der er faldet ned fra månen! Vågn nu op! Hvorfor er du hele tiden så træt! Du er som en gammel mand i en ung mands krop! Du går rundt inde i en boble!  Du ser frisk ud! Dette er et lille udpluk af de mange kommentarer, jeg utallige gange har fået slynget i hovedet. Af alle de måder, folk på den ene eller anden måde har kommenteret min træthed, er: ”Du ser frisk ud!”, nok den mest irriterende af dem alle. Udsagnet ”Du ser frisk ud!” bliver brugt ironisk, og når jeg er træt, så er jeg endnu dårligere til at forstå ironi, plus at jeg er langt mere irritabel… Dårlig kombination… 

Jeg blev først diagnosticeret med AS i 2012, dvs. at i en lang periode af mit liv var jeg enormt frustreret over konstant at få at vide, at jeg hele tiden var så træt, og ikke kunne forstå, hvorfor jeg var så hårdt ramt, mens de andre på ingen måde var belastet, som jeg var. Nu efter at være blevet diagnosticeret, forstår jeg hvorfor.

 

Som asperger er det umuligt at undgå at være mere træt end NT-ere. Det skyldes først og fremmest, at vi er udstyret med en anden slags hjerne, der mangler det vigtige filter, der sørger for at sortere de uvæsentlige detaljer fra – kombineret med vores sansefølsomhed, og det at vi bruger logik i stedet for intuition i rigtig mange situationer. Læg dertil det faktum, at jo flere mennesker der er omkring os, jo mere skal der afkodes og jo mere kommer vores hjerne på overarbejde.

                                   Gode råd til dig der lever med en Asperger

  1. Din AS-partners ekstra træthed er et grundvilkår. Din asperger-partner kan ikke skjule sin træthed, han kan ikke undgå den, han vil bare generelt være mere træt end dig, og jo flere mennesker, der er omkring ham, jo mere træt vil han blive. Jo mere træt en asperger er, jo mere falder han i funktionsniveau, og desto mere stiger risikoen for konflikter og stress. Som asperger er det vigtigt at beskytte sig selv og undgå at køre sig selv ned. Det er vigtigt at undgå at falde for meget i funktionsniveau, faktisk er det vigtigt at undgå at være alt for meget sammen med mange mennesker i for lange perioder, for det kan vi, groft sagt, faktisk ikke holde til.
  2. Hjælp ham så han ikke kører sig selv ned. Vi med AS kan have svært ved at mærke (de svage) advarselstegn i god tid. Hvis du så kan se, at han er ved at køre sig selv ned, så foreslå ham, at I f.eks. tager hjem fra festen eller går en tur.
  3. 1:1 er langt mindre energikrævende for os. Din AS-partner skal bruge langt mindre energi, hvis han kun skal tale med dig i en 1:1 situation fremfor at sidde og forholde sig til en gruppe mennesker.
  4. Vær forudseende, proaktiv og tænk fremad. Din asperger-partner har brug for tid alene til at lade batterierne op, derfor duer det ikke, at I arrangerer noget, hvor han er meget på socialt hver dag. Det er ikke et spørgsmål om, at han ikke kan… for det kan han, men til hvilken pris? Hvis han hver dag er meget på socialt, vil han stille og roligt falde i funktionsniveau, og på fjerde dagen er det så måske meget sandsynligt, at han er faldet så meget, at risikoen for konflikter, nedsmeltninger og underskudshandlinger er meget høj.
  5. Vi er ekstra følsomme overfor ødelagt søvn. Små børn, der vågner om natten og afbryder søvnen. er hårdt for NT-hjerner, for aspergere er det ikke bare hårdt, det kan i mange tilfælde faktisk have så stor effekt på os, at vi slet ikke kan fungere den efterfølgende dag. Jeg skal f.eks. helst have minimum otte-ni timers søvn om natten for ikke at føle mig træt og udmattet hele den næste dag.

Skriv en kommentar