Skibet og robåden
Det er svært at koncentrere sig om at kommunikere når man samtidigt skal ro for ikke at sakke bagud
Forestil jer et stort skib, på det står alle NT-erne og taler hyggeligt sammen, de sejler bare afsted uden at tænke på hvordan… ved siden af dette store skib kommer aspergeren roende i en lille robåd, han er hægtet af og kæmper for at følge med. Han prøver ind imellem at tale med nogle af NT-erne, som står og kigger ud over rælingen. Kommunikationen med NT-erne er dog svær for ham, da han skal huske at ro med sine arme, ellers sakker han bagud. Måske har aspergeren igennem årene udviklet strategier, der gør kommunikation og interaktion med mennesker lettere. Vi kan forestille os, det svarer til, at man sætter en lille påhængsmotor fast på robåden, og det så gør tingene lettere for os. Men en sådan indeholder jo en begrænset mængde benzin og vil derfor kun kunne fungere, så længe der er fyldt nok på den. Dette billede, synes jeg selv, giver et rammende bud på, hvordan det er at være asperger. Det meste af mit eget liv har det i hvert fald været sådan. Men hvordan kan det egentlig være, at aspergeren er havnet i robåden?
Autisme vil normalvis kunne ses i en tidlig alder
De første spæde skridt skete allerede, da aspergeren var baby. Det beskrives i en artikel, at man fra 2 måneders alderen kan se, at autistiske børn er dårligere til øjenkontakt[1]. Det er dog i børnehaven, at det ulige forhold mellem NT og AS, efter min mening bliver tydeligt. I børnehaven foregår der på følgende måde, hver dag samtaler børnene imellem:
I børnehaven
Noah på 4 år taler med Isabella på 5 år om hvilken is, der er bedst. Noah siger først noget. Isabella nikker, lytter og har øjenkontakt, hun finder intuitivt ud af, hvornår det er passende, at hun siger sin del, og Noah lytter og nikker til det og har øjenkontakt. Osv. Vi kan kalde det ’pingpong kommunikation’, den ene siger noget, den anden registrerer ubevidst det nonverbale sprog samtidig med, at der bliver lyttet til indholdet. Denne pingpong samtale er børnene i børnehaven selvfølgelig langt fra udlærte i, men de træner det til gengæld hele tiden og bliver bedre og bedre for hver dag der går.
For aspergeren ser det anderledes ud. Vi tager en asperger, lad os bare kalde ham Ole. Han har stået lidt og iagttaget de andre børn og ønsker også selv at kommunikere, som de gør. Han vil prøve at starte en samtale og går hen til Emil og begynder at tale. Efter ca. 1½ min. stopper ”samtalen”, Emil gik sin vej. Ole stod forvirret tilbage uden at forstå, hvorfor denne nye potentielle legekammerat gik sin vej. Hvad skete der?
Jo, det hele gik desværre i skuddermudder helt fra starten af. Ole lagde ellers fint ud med at tale om et emne, han selv syntes var enormt spændende: ’myrer’. Han havde også ”forberedt” sig godt og ville tale om både skovmyrer, bladskærermyrer, tissemyrer og sort havemyre. Desværre nåede han ikke at fortælle om de to sidste, for da Ole gik i gang med at tale, så han ikke, at Victor efter knap et minut faktisk stod og trippede og med sin mimik forsøgte at give små signaler om, at nu ville han også gerne sige noget. Ole registrerede slet ikke disse signaler og talte blot videre i det, man nu kunne klassificere som en monolog. Efter 1½ minut gik Victor som sagt sin vej, da han mistede tålmodigheden og ikke syntes, at det var særlig sjovt ikke at kunne få et ord indført.
Ole kunne ikke forstå, at dette hele tiden skete. Hver gang han forsøgte at tale med de andre børn. Han kunne mindst af alt forstå, hvordan det kunne gå til, at de andre ikke ville høre om så spændende et emne som myrer. I sin frustration trak han sig tilbage og begyndte at lægge puslespil. Det viste sig, at han var ganske ferm til det, men han begyndte hurtigt at kede sig, da børnehavens puslespil var nogle med 25 eller højest 50 brikker. For at gøre Ole glad bestilte pædagogerne et med 500 brikker, det løste Ole i løbet af få dage, og stolt var han, da han så, hvordan de andre børn gjorde store øjne over noget, der for dem var en helt uoverskuelig og umulig præstation.
Ole fik altså oprejsning i børnehaven, han kunne kompensere for sine problemer i forhold til det sociale samspil ved at være dygtig til noget, de andre børn ikke kunne. Dette var en god ting, og Ole havde således en tålelig tid i børnehaven, så længe pædagogerne huskede at bestille nye puslespil. Imens Ole med stor koncentration sad og fordybede sig i Disneymotiver, fortsatte de andre børn med at dyrke pingpongkunsten, og raffinere de sociale skills.
I skolen
Da Ole skulle i skole, steg kravene, og muligheden for at sidde det meste af tiden, fordybet i puslespil forsvandt. Nu skulle Ole pludselig sidde og arbejde med andre børn i grupper, og det meget mod hans vilje. Ole var fortsat ikke i stand til at benytte pingpong-kommunikationen, og som om det ikke var nok, begyndte lærere og pædagoger nu at finde på alle mulige, for Ole, udmattende ting at lave. Ole skulle f.eks. sidde i en gruppe og lave en opgave, der handlede om at skrive tekst i talebobler, hvor personerne på billederne udførte forskellige handlinger. Det var en overkravssituation for ham, og mens de andre børn i gruppen sad og delte ideer med hinanden om, hvad de skulle skrive i boblerne, mærkede Ole, hvordan han bare sad og fik flere og flere negative tanker. 20 minutter senere, efter et viskelæder var blevet kastet på Ida og Oscars papir revet itu, fjernede pædagogen Ole fra gruppen, og ingen anede rigtigt, hvad de skulle stille op med ham.
Af denne historie kan vi udlede to vigtige ting: 1) Autisten er fra tidlig alder, uden støtte, hægtet af socialt og har brug for hjælp til at træne de sociale og kommunikative færdigheder[2]. 2) For aspergeren er det enormt vigtigt at kunne kompensere med et eller andet, han er dygtig til, når nu han konstant taber terræn i det sociale spil. (Dette gælder på sin vis også for den voksne asperger).
Forskellen mellem et barn og en voksen med AS
Den helt store forskel mellem aspergerbarnet og den voksne asperger er, at den voksne med AS har lært en masse strategier for, hvordan han skal begå sig socialt. Han har lært at ”undertrykke” aspergeren (maskering) og tale ”NT-sk”, alt sammen ved hjælp af logik og masser af dyrekøbt erfaring. Selvom den voksne asperger har lært at ”camouflere” sin autisme og virker ”normal”, så vil hans problemer med det sociale samspil, specielt i nye situationer, stadig forårsage akavede situationer, nederlag og problemer for ham selv og andre.
Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i
parforholdet.
[1] https://videnskab.dk/krop-sundhed/autisme-kan-afslores-allerede-i-2-måneder-gamle-babyer. Vil man lære mere om forskelle mellem autister og NT-børn helt ned til 9 måneders alderen, så søg ”joint attention autism” på Google.
[2] Social stories er rigtig gode at bruge til mange børn med autisme.