Rodehoved eller rengøringsvanvid?

Vi er nok sjældent midt i mellem.

Aspergere er i mange tilfælde enten/eller – sort/hvide. Sjældent midt imellem. Det gør sig f.eks. gældende i forhold til oprydning. Jeg er selv et formidabelt rodehoved, og hvis ikke det var fordi konen herhjemme holdt styr på den slags, så ville lejligheden langsomt, men sikkert blive forvandlet til noget, der ville ligne Jerusalems ødelæggelse. Tingene ville ikke blive lagt på plads, og bunker med alt muligt ville vokse frem på stole, reoler og borde. Jeg ved godt, at jeg skal huske at lægge de ting på plads som jeg har brugt. Det er dog svært for mig, og efter noget tid bliver mit skrivebord langsomt men sikkert fyldt op med ting, så jeg ikke kan komme til at arbejde.

NT-er kan også være rodehoveder, det er ikke forbeholdt autister. De nedsatte eksekutive funktioner er bare med til at gøre det endnu sværere for os med autisme at organisere og overskue tingene.

  Gode råd til dig der lever med en Asperger

1.      Han må kun rode i sit eget rum. Din AS-partner bør, så vidt muligt, have sit eget rum, hvor han kan rode og indrette, som han selv lyster. Det er ham selv, der styrer det rum, og også ham selv, der står for rengøringen. I laver derefter en aftale, gerne skriftlig, om at alle andre steder er det ”forbudt” at rode. Dvs. hvis man bruger noget, så lægger man det på plads igen. Dette er efter min mening det bedste kompromis man kan lave.

2.      Lav en ”ordn-papirdag”. Dvs. I aftaler, at den og den dag får I gjort noget ved  papirbunkerne og gamle papirer i ringbind osv.  Det lyder banalt, men sådan et lille skub er godt for os med AS.

3.      Hoarding! Vær opmærksom på, at aspergere har en forkærlighed for at samle mange ting sammen og lægge dem i systemer (det bliver kaldt ’hoarding’). Til sidst fylder det hele garagen etc. Aspergere gør det ofte, fordi det hjælper os med at skabe ro i en kaotisk og forvirrende verden.

4.      Hjælp din partner med at være ”tough”. Dvs. lav et system med 3 grupper: 1) Ting, der skal gemmes. 2) Ting, der kan sælges eller gives væk. 3) Ting, der skal smides ud. Sørg for, at gruppe 1 ikke bliver for stor. Man er nødt til at være lidt hård og spørge, om man virkelig har brug for den og den ting.

 

Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i parforholdet.

Skriv en kommentar