Hvad vil det sige at være femdobbeltramt af konflikter?

Aspergere er efter min mening femdobbeltramte i forhold til konflikter.

  1. For det første er det generelt svært for os at håndtere konflikter med mennesker. I hvert fald for mit eget vedkommende fylder de hele hovedet og jeg kan ikke tænke på andet.
  2. For det andet kan vi ubevidst komme til at skabe konflikter omkring os grundet udfordringer i forståelsen af det sociale samspil og udfordringer i forhold til mentalisering. Men også fordi vi har tendens til at tale meget direkte og går lige til sagen og således ikke anvender små støddæmpende sætninger og ord, som NT-eren ville gøre
  3. Som det allermest sørgelige, har vi sørme også en forhøjet risiko for at blive hvirvlet ind i andres konflikter. Det bliver vi, fordi vi har svært ved at finde en grimasse, der kan passe, når situationen eskalerer følelsesmæssigt. Disse akavede grimasser får os desværre nogle gange til at se ud, som om det er os, der er de skyldige, og anklagerne bliver derfor rettet mod os
  4. Det kan for en Asperger være en decideret overkravssituation at fx skulle tale om noget følelsesmæssigt med partneren. Hvis det følelsesmæssige således ikke bliver talt igennem og i stedet fejet ind under gulvtæppet vil det kunne vokse sig til en destruktiv konflikt
  5. Affektsmitte: Menneske med autisme kan have svært ved at skelne mellem egne og andres følelser, herunder vrede og andres konflikter.

 Gode råd til dig der lever med en Asperger

1.      Få spurgt ind. Det kan være svært for aspergere at få meldt de ting ud der stresser, nager eller på anden vis irriterer os. Hvis du gerne vil reducere konfliktniveauet, så sørg for at ”hive” de ting ud, der går din AS-partner på.  På den måde får du taget det i opløbet.

2.      Jo mere visuelt og konkret jo bedre. Når du skal konfliktløse med aspergeren, så brug visuelle hjælpemidler, f.eks. et skema, der viser, hvordan du føler, og f.eks. pile, der viser resultater og konsekvenser – der findes ikke en bestemt opskrift. Det, det gælder om, er at forvandle noget abstrakt til noget konkret. Generelt skal du huske altid at være konkret overfor en person med AS og jo mere visuelt jo bedre.

3.      Understreg at det er en specifik adfærd og ikke generelt. Når du giver kritik til aspergeren, er det vigtigt, at du understreger over for ham, at det, du siger nu, kun gælder for en specifik adfærd og at det altså ikke er en kritik af hele hans person. Gør du dette, er der en god chance for, at du undgår at samtalen kører af sporet, grundet det faktum, at vi aspergere alt for tit opfatter kritik af en enkelt specifik adfærd som en kritik af hele vores person. Er det først kommet så vidt, er konstruktiviteten afløst af destruktivitet.

4.      Vi afbryder ikke af ond vilje. Aspergere kan have svært ved at vide, hvornår det er vores tur til at tale. Du vil derfor kunne opleve, at vi afbryder på upassende tidspunkter. Det er ikke noget vi gør for at være uhøflige, men fordi det kan være svært for os intuitivt at vide, hvornår vi skal tale eller tie.

 

 

Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i parforholdet.

Skriv en kommentar