Jeg kan bruge meget energi på at tænke over, om en person er sur på mig, eller om der er noget andet galt. I 99 procent af tilfældene vil det være noget helt andet, som kører i personens hoved, og ikke noget jeg har sagt eller gjort. Problemet bunder selvfølgelig i problemer i forhold til mentalisering. Jeg og andre autister har svært ved at afkode og forstå den andens motiver, intentioner og hensigter. Desuden har vi problemer i forhold til at afkode kropssprog og stemmeføring. Når vi nu i denne henseende er ret så udfordret, kan du som partner måske godt forstå, at der let kan ske misforståelser i kommunikationen.
Eksempel: Du er godt og grundig smadret efter at have sovet dårligt og efter at have haft en lang dag på arbejde, hvor tingene ikke gik helt så godt. Chefen var sur, kollegaerne var irriterede og gik rundt med korte lunter (pga. chefen). Oven i dette havde du en træls oplevelse på vej hjem med en anden bilist, der ikke fattede ideen med vigepligt. Du er nu kommet hjem, og dit kropssprog udstråler ikke ligefrem glæde og overskud. Din asperger-partner kommer ind i køkkenet til dig og vil snakke med dig. Han har et eller andet, der virkelig pulserer i hans hoved, det kan meget vel være et eller andet, han lige er begyndt at hyper-fokusere på. Hvis det er tilfældet, er det ret så sikkert, at han på ingen måde bemærker dit kropssprog, mimik, trætte øjne, mund der hænger osv. I stedet, uden at ænse dit underskudsansigtsudtryk, begynder han begejstret at tale løs om et eller andet projekt, han vil i gang med.
Chok! Hvad skete der lige der! Kan han da ikke se, at det eneste du har brug for i denne situation, er søde ord og trøst. Kan han da ikke regne ud, at når du ligner en hængt kat, så er irrelevante banaliteter det sidste, du kan klare. Det vil blot være benzin på bålet! Det kan han desværre ikke i denne situation, og du afviser derfor hans ordstrøm på en måske lidt for kontant måde. Hvor du blandt andet på en ret direkte måde siger: ”Kan du da for pokker ikke se, at jeg er fuldstændig træt i hovedet!”.
Det slår ham desværre temmelig meget ud af kurs. Det kan være at han ser det som en gigantisk uretfærdighed, at han jo kom i strålende humør og havde noget så fantastisk og vigtigt at fortælle om sit projekt, og så blev han bare sådan uden videre afvist.
Resultat: Han er måske ophidset eller har lagt dig på is, og det kan komme til at handle om hans sårede følelser – fuldstændig glemt er dine behov, dit behov for at tale ud om en rigtig træls dag osv.
Ovennævnte eksempel er et eksempel på hvordan det kan gå galt i parforholdet når autismen går ind og gør det svært for os at aflæse dig og dine behov. Jeg er selv slem til at reagere som i eksemplet, og det på trods af min store teoretiske viden og den store mængde energi jeg har brugt på at arbejde med mig selv. Men det er blot med til at forstærke et billede af, at vi her er oppe imod ”stærke kræfter”.
Gode råd til dig der lever med en Asperger
1. Træn strategier. Situationen er ikke acceptabel for dig, det kan alle blive enige om. Desværre kan man ikke tage denne adfærd ud af aspergeren, men… man kan selvfølgelig træne strategier. Du kan sammen med din partner, i en rolig stund, tale om det der sker, når noget lignende det ovennævnte scenarie udfolder sig. Aftal evt. en frase, I aftaler at bruge, når du kan mærke, at nu er aspergeren ved at spænde ben for dine følelser og behov. Det kan også være noget visuelt, du hænger op og peger på, når du kan mærke, at situationen er ved at eskalere. Det vigtige er, at I har aftalt noget som kan afmontere en potentiel konflikt, og der er det kun fantasien, der sætter grænser.
2. Vær obs. på funktionsniveauet. Det kan være meget individuelt, hvor god din AS-partner er til at aflæse dig og dit kropssprog etc. Jo højere hans funktionsniveau er, jo mere ”batteri” der er til rådighed, desto bedre kan han formentligt aflæse dig. Kort sagt, jo mere ligevægtig og i harmoni han er, jo bedre kan han forholde sig til andre mennesker, og desto bedre kan han bruge erfaring og indlærte strategier, der gør ham i stand til at kompensere.
3. Har de fleste mænd ikke problemer i forhold til dette? Det er ikke kun AS-mænd der kan have det svært med at håndtere og aflæse deres partners følelser. Der er bare den forskel at autismen går ind og gør det endnu sværere, så i et parforhold hvor den ene er autist, vil der uundgåeligt være flere situationer/konflikter i forhold til beskrevne
Mentalisering
At kunne sætte sig ind i, forstå og analysere den andens tanker.
At kunne tilskrive andre mennesker hensigter, viden og følelser.
Autister har udfordringer i forhold til at mentalisere, man taler om ’nedsat mentalisering’
Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i parforholdet.
Kære Ole – jeg har læst lidt på din hjemmeside. Jeg synes det er enormt sympatisk at du vil gøre det nemmere for autister at være i parforhold, men jeg synes du undersælger os markant! Når man læser dine artikler lyder det som om samtlige problemer i parforholdet vil komme fra autisten eller pga af autismen. Der er flere problemer i dette. For det første: det er ikke rigtigt! Hun kommer hjem efter en træls dag, han er optaget af noget. Hvem er det der siger at hendes følelser er vigtigst? Giver den slags mon ikke også sammenstød i nt hjem? Man skal rumme hinanden – vil nt kæresten altid stå klar med the og sympati når du kommer træt og sur hjem? Nej, og nt’ere ser heller ikke altid hinanden…. De læser ikke hinandens behov pr automatik, de lever ikke i gnidningsløse forhold.
For det andet: (og meget værre) vil nt’eren i parforholdet (bevidst eller ubevidst) kunne bruge informationen fra din hjemmeside til at placere al skylden for stort set ALLE konflikter på autistens skuldre… det kan blive voldsomt problematisk hvis det skabes et narrativ hvor udfordringer i parforholdet pr automatik skyldes autismen. Nt’ere har også ting i rygsækken, de er også urimelige og skaber også konflikter… En nt’er skal godt nok holde tungen lige i munden for at påtage sig din del i en konflikt hvis hendes forståelse af autisme indebærer at den grundlæggende er problematisk og at hendes partner er hende følelsesmæssigt underlegen. Og hvad med hendes autist mand? Mange af os har rigtig dårligt selvværd, svært ved at holde fast i os selv og endda svært ved at mærke vores følelser… hvordan skal vi overleve i et parforhold hvor det grundlæggende paradigme er at vi på alle opsatte punkter er neurotypikere underlegne? (Skemaet hvor as og nt sammenlignes).
Jeg er grundlæggende enig i de grundpointer du præsenterer (nedsat theory of mind etc…) men de konsekvenser du drager er potentielt problematiske for et velfungerende partnerskab.
Mvh Tomas GUA autist