Socialt og kommunikation

Tag på marked med en asperger

Af

Når man går ud efter uld, kommer man nogle gange plukket hjem

Jeg var på et tidspunkt på marked i Wuppertal i Tyskland. Jeg tog med, fordi jeg så kunne hjælpe med at agere chauffør for min kone og hendes søskende. Jeg havde godt nok i forvejen fået at vide at det var et marked, men jeg havde med min nedsatte forestillingsevne forestillet mig noget i retning af en stor bygning med små butikker, organiseret og struktureret. Det skulle vise sig ikke at holde stik.

Vi ankom til markedet, som lå ca. 10 km væk fra min svigerindes lejlighed. Det første store problem var at finde en P-plads. Det var ret svært. Vi måtte vente i nogen tid på, at der var én, der kørte ud, så vi kunne få deres plads. Vi fik parkeret og skulle gå hen til en åbning i noget vild bevoksning. Dernæst gik det ned af en lang og meget smal trappe fyldt godt op med mennesker. Allerede her begyndte jeg at undre mig over, hvad det var for noget gøgl, jeg var blevet lokket med hen til, og forgæves ledte jeg efter den store bygning.

Efter utallige trappetrin kom vi så ned på det, der var markedet. Det var et stort lukket området omkranset af vild bevoksning med masser af boder og masser af mennesker. Værst var det omkring grøntsagsboderne, hvor sælgerne råbte og skreg tyske sætninger som ”billiger, billiger!”  ”Ein kiste drei euro!”. Med andre ord var der en infernalsk larm, og disse stemmer gik gennem marv og ben på mig. Jeg havde desværre ikke husket at tage mine gennemsigtige silikone-ørepropper med. De kunne ellers have gjort det hele lidt mere tåleligt.

Planen var faktisk, at jeg på markedet skulle købe en deodorant, da jeg havde glemt at tage én med hjemmefra. Det droppede jeg fuldstændigt, for min krop var i konstant kamp/flugttilstand som følge af dette antiautistiske gedemarked. Det eneste min hjerne kunne tænke på, i dens kamp/flugt beredskab, var at indskærpe overfor min kone, hvordan hun skulle passe på sine værdigenstande, Så som følge af stressen, fik jeg på en ganske kontant måde fortalt, hvordan tyve typisk arbejder to og to sammen – den ene fanger ens opmærksomhed, mens den anden snupper ens ting. Det fik jeg i den grad indskærpet, også så meget at folk omkring os kiggede mærkeligt, og med så meget eftertryk at min kone fik det videreformidlet til sin søster, og de tog faktisk deres forholdsregler og passede efterfølgende ekstra på deres tasker.

Resten af tiden i dette tyske cirkus brugte jeg på at transportere alt det frugt og grønt, som min kone og svigerinde købte, op til bilen. Alt i alt tog jeg seks ture op og ned, på den måde fik jeg motion, og jeg fik mulighed for at komme lidt væk fra dette virvar af en heksekedel.

Jeg var til sidst lige ved at få en nedsmeltning. En fuldstændig egoistisk bilist havde parkeret på en måde, så jeg ikke kunne få min bil ud. Min viden om autisme hjalp mig i den situation, så jeg undgik at gå helt amok. Det hjalp også, at min kone fortalte mig, at disse tankeløse mennesker nok ville komme tilbage og køre væk igen inden alt for længe.  Det viste sig så også at holde stik. Samlet set var turen på dette marked noget jeg brugte alt for meget batteri på.

                         Gode råd til dig der lever med en Asperger

  1. Giv ham praktiske opgaver. Hvis du er et sted, hvor der er for meget stress og for mange sanseindtryk for din AS-partner, så prøv at give ham praktiske opgaver. På markedet sagde jeg til mig selv fra starten, at jeg ville holde øje med tyve og gik så et par skridt bag min kone, hvor jeg kunne holde øje med tasketyve. Dernæst gav jeg mig selv den opgave at transportere varer op og ned. På den måde hjalp jeg de andre og fik mulighed for at få kærkomne timeouts fra et frygteligt marked, set med en autists øjne.
  2. Brug ørepropper. Er din partner lydfølsom, så gå i Matas og køb hvide silikone ørepropper. Dem kan man tage i ørerne, uden at andre kan se, at man har dem i. De vil være guld værd i situationer med meget larm og mange mennesker.
  3. Logistikken skal ikke stjæle unødigt batteri. Pas på, at stressen ikke allerede stiger i forbindelse med transport, sørg for, at det er ordentligt planlagt. Går det allerede skævt på det punkt, så er der nemlig så meget mindre batteri til rådighed hos aspergeren. Se ham som en bærbar computer. I tager afsted, og han er opladet 100 procent. Hvis det batteri skal holde hele dagen, så duer det ikke, at en stressende situation omkring transport snupper måske 40 procent, og han så kun har 60 procent tilbage, når I ankommer.

 

Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i parforholdet.

Særinteressen

Af

Tag særinteressen ud af aspergeren og han ender som et tomt hylster uden glæde og retning i livet

Særinteressen hos en asperger er så stort et emne, at det næsten fortjener en bog for sig selv. Men du sidder nu og læser denne artikel ud af mange, som kommer rundt omkring mange ting, og som faktisk ikke bare lige er noget man går i gang med at skrive. Inden disse artikler er blevet til, har jeg læst rigtig meget om psykologi og psykiatri etc. At sidde og læse så store mængder igennem årene har bestemt noget med min særinteresse at gøre. Således er mine særinteresser følgende: sprog, psykologi og psykiatri. Og det veksler lidt imellem de 3. Det er klart, at min særinteresse er en kæmpe motor i forhold til at sidde og skrive en masse artikler om autisme i parforholdet. Hvor kraftig en motor er så denne såkaldte særinteresse hos aspergere? For mit eget vedkommende kan jeg sige, at den 24/7 styrer og gennemsyrer mit liv, og at jeg lever og ånder for særinteressen.  Det er også svært for mig at lave noget, hvor særinteressen ikke er involveret. Særinteressen er med andre ord, så kraftig og stærk en størrelse, at den bogstavelig talt har reddet mit liv.

 

Særinteressen kan redde liv!

Jeg vil her gøre det kort, for historien om, hvordan særinteressen reddede mit liv, fortjener også en bog for sig selv[1]. Men meget kort beskrevet:

I 99 befandt jeg mig på en NATO-mission i Bosnien. Jeg var med andre ord så uheldig at befinde mig i de værst tænkelige rammer, man som AS kan tænke sig, dvs. i en infanterigruppe hvor intenst gruppearbejde, lynhurtige beslutninger, meget uforudsigelige opgaver, male-bonding, mandehørm, magthierarki, tilsat masser af sarkasme og ironi, gjorde livet fuldstændig uudholdeligt for mig. Hvis jeg ikke dengang i 99 havde haft den mulighed at studere det lokale sprog, og efterfølgende hjælpe lidt til med at tolke, og på den måde kompensere for mine elendige soldaterfærdigheder, håbløse samarbejdsevner og social skills, så havde jeg formentlig ikke siddet her i dag. Guderne skal nemlig vide, at jeg alt for mange gange, mens jeg sad på vagt i tårnet med en skarpladt M95 automatisk riffel, havde mundingen pegende den forkerte vej og sad og prøvede at finde gode grunde til at fortsætte med livet.

Det, der hele tiden gik ind og fjernede fingeren fra aftrækkeren, var særinteressen, og den gav mig et spinkelt håb om et lys for enden af en totalt mørk tunnel med smerte, depression og et selvværd trampet helt i bund. Det at studere sprog blev således min særinteresse dengang i 99 og udover at redde mit liv og fungere som noget jeg kunne kompensere med socialt fremadrettet, så har den i skrivende stund på 20 år medført at jeg har Danmarks største Youtubekanal i forhold til det at lære forskellige sprog online, igen et eksempel på hvor kraftig en størrelse den er.

Særinteressen er i eksemplet ovenfor i Bosnien i 99, en life-saver, den eneste kraft der er i stand til at give lys, når alt andet er mørke. Den er også så stærk en drivkraft, at den er stand til at få aspergere til at præstere resultater, som kun de færreste normale hjerner ville kunne, og såfremt de forsøgte, ville de skulle knokle langt hårdere for at opnå de samme resultater. Dette skal bl.a. ses i lyset af, at aspergeren lærer og husker utroligt hurtigt, når særinteressen er indover.

 

Særinteressen og job

Særinteressen er dog ikke kun lutter lagkage, og slet ikke hvis man ser på den fra et jobcenters synsvinkel. Faktum er, at det kan være yderst vanskeligt at motivere en asperger til at udføre et job, hvor særinteressen ikke er involveret på den ene eller anden måde.

For mit eget vedkommende er jeg så heldig, at min særinteresse kan bruges professionelt og omveksles til penge. Værre ser det ud for den asperger, der har en særinteresse, som ikke rigtig kan veksles til cool cash. Dette er selvfølgelig ikke et problem i forhold til fritiden, men jobmæssigt vil det kunne give problemer. Et eksempel: En asperger har egern som særinteresse, han ved alt om egern. Uanset hvilken verdensdel egernet kommer fra, vil han kunne tale længe om det og give en masse detaljerede informationer. Sagsbehandleren på jobcentret har nu efter en hel del møder efterhånden hørt en hel del om egern, og kæmper en hård kamp i forhold til at finde et job, hvor særinteressen for egern kan blive aktiveret. Efter et par fejlslagne praktikker, blandt andet som skovløber og i en dyrehandel, bliver aspergeren sendt på førtidspension[2]. 

Som asperger bestemmer man ikke selv, hvad hjernen vælger som særinteresse. Jeg bestemte f.eks. ikke selv at have fyrværkeri som særinteresse i 6. klasse, som var tæt ved at koste mig et par fingre plus det løse.

 

 

Særinteressen som en elskerinde

I et parforhold vil særinteressen faktisk være så stor og stærk en kraft, at nogle partnere, der bor sammen med en AS person, kalder den for ”rivalen” eller ”elskerinden”.  Helt konkret vil du opleve, at din AS-partner vil bruge enorme mængder af tid på sin særinteresse og det vel at mærke alene.  Du vil også opleve det, som om at din AS-partner det meste af tiden faktisk kun er interesseret i at tale om sin særinteresse, og når han taler om den, er han meget engageret, livlig og ”levende”. Måske er du som partner inderst inde ved at være godt træt af at høre om det samme og det samme hele tiden, men du ved også, at så længe din partner taler om sin særinteresse, så er han glad og i godt humør.

 

Særinteressen som en velsignelse

Jeg er lykkelig for, at jeg i skrivende stund hele dagen lang kan arbejde med min særinteresse og endda bruge den jobmæssigt. Det er det ultimative for en asperger. Den er er en velsignelse, fordi den giver mening, lykke og glæde i en aspergers liv. Jeg har i øvrigt, for lang tid siden, læst et sted, at når en asperger sidder og er optaget af særinteressen, så sker der de samme kemiske udskillelser i hjernen, som når en NT-er hygger sig sammen med familie og venner.

 

 

 

Og som en forbandelse

Særinteressen er ikke kun lutter lagkage, udover at den kan være noget af en prøvelse for omgivelserne, så kan den virkelig også nogle gange være en klods om benet for aspergeren selv.  For det første styrer særinteressen nærmest vores liv, primært forstået på den måde at vi interagerer og navigerer igennem livet ved hjælp af særinteressen. Den fungerer som en social løftestang, og vi har meget lettere ved at være sociale, hvis vi kan aktivere særinteressen og bruge den i en social sammenhæng.  Men hvordan kan den mere specifikt være en klods om benet?

Jeg kan prøve at give et eksempel fra mit eget liv.

I 2006 startede jeg med at arbejde i et supermarked i slagterafdelingen, det var egentlig kun meningen, at det skulle være et fritidsjob ved siden af universitetsstudiet, men selvfølgelig endte jeg med at være der i alt for mange timer. Årsagen til det var, at jeg ikke fik taget nok eksaminer, og så blev min SU stoppet. At det kom så vidt, var fordi jeg ikke kunne overskue studiet[3], og generelt var jeg bare konstant stresset og forvirret (jeg var ikke diagnosticeret dengang).

I slagterafdelingen var der en udenlandsk slagter, der overordnet set, var vanskelig at arbejde sammen med. Hans kvaliteter var, at han var hurtig og effektiv, han kunne ”køre” utrolige mængder kød igennem på kort tid. Men han råbte, talte grimt, lod hånt om arbejdsmiljø og var i det hele taget ikke særlig høflig, for at sige det mildt. I bund og grund var det en type, man faktisk burde holde sig på afstand af, og så ellers bare prøve at være professionel sammen med.

Det absurde og trælse var, at det kunne jeg selvfølgelig ikke! Og hvorfor så ikke det? Det var såmænd ikke, fordi han var svær at afkode. Hans kropssprog, stemmeføring og sprogbrug var nemlig så aggressivt og adfærden så brovtende, at selv en autist ret hurtigt kunne se, at dette ikke ligefrem var hyggeligt selskab.

Så hvorfor pokker prøvede jeg at komme tæt på ham? Være flink imod ham osv.? Det var selvfølgelig pga. særinteressen. Suk!  Min særinteresse på det tidspunkt var, og er stadig, sprog. Og denne brovtende slagters modersmål var et sprog, jeg på det tidspunkt interesserede mig vældig meget for, og jeg prøvede derfor så meget som muligt at øve og bruge dette sprog med ham. Det absurde var, at det udviklede sig til, at højdepunktet på dagen for mig var, hvis han var på arbejde! Så vidste jeg, at der var mulighed for at dyrke særinteressen i bare et lille omfang, herligt, når nu selve det manuelle arbejde med at pakke kød, som jeg var ansat til, var frygtelig kedeligt og utrolig hårdt[4].

Således skabte særinteressen en masse problemer for mig på arbejdspladsen. Den umuliggjorde det at tage afstand fra en ubehagelig type og på den måde beskytte sig selv. Den fik mig til at havne i mange trælse situationer, hvor jeg brugte en masse energi på at tåle, forsvare og være flink over for den mand, hvor jeg i virkeligheden burde have været professionel og håndfast, når han nu for 500. gang i træk var ligeglad med arbejdsmiljøet og smed en stor kasse med spareribs på 45 kg hen ad gulvet, som vi så kunne ødelægge vores rygge på at tage op og sætte på pakkebordet. Indimellem gik jeg stresset hjem, fordi særinteressen gjorde det umuligt for mig at gøre det rigtige i situationen og f.eks. være på den rigtige side af interessekonflikten i forhold til arbejdsmiljøet.

 

Særinteressen kan være meget intens

Særinteressen kan også være så intens at man som Asperger fuldstændig glemmer alt omkring sig og hyper fokuserer på noget. Det kan være at man både glemmer at spise og drikke såvel som at have det nødvendige tøj på og reelt sidder og enten ryster af kulde eller sveder som en lille gris.

 

Masser af dybde, men hvad med bredden?

Særinteressen gør, at en asperger oftest er ekspert i et eller andet og besidder en enorm viden om utallige detaljer, tal osv. Med andre ord er det gerne de logiske og konkrete hardcore facts, der sætter sig fast, og som aspergeren kan citere i en lind strøm. Det sjove er, at som følge af aspergerhjernens oftest ret enstrengede fokus, så vil han nogle gange komme til kort, når det handler om bredde, såvel som de mere bløde værdier i et emne. Eksempel: En asperger ved alt om kameraer, han kan fortælle dig alle mulige tekniske detaljer om hvilken som helst model. Du begynder nu at spørge ham om motiver, hvordan man tager det bedste billede, lysforhold, hvordan man bedst tager billeder af mennesker osv. Der er det så, at samtalen går i stå, og aspergeren vil måske kigge på dig på en mærkelig måde uden at kunne give dig svar. Det interessante i denne situation er nemlig, at aspergeren typisk har en enorm viden i dybden og specielt i forhold til ”kolde” tekniske data. Men det viser sig så nogle gange, at den selvsamme asperger slet ikke er interesseret i bredden og de mere bløde aspekter. Han kan lire utallige informationer af og kender stort set alle kameraer der er blevet produceret lige siden den første model kom på gaden, men aner intet om og interesserer sig slet ikke for hvordan man f.eks. bedst tager et bryllupsfoto. Denne ensidighed og enstrengede tilgang er ofte typisk for aspergere.

Et andet eksempel: En kvinde, som var meget troende, blev på en date med en asperger vældig glad, da han fortalte hende, at han var meget interesseret i biblen. Da kvinden så besøgte ham efter et par dage, så hun til sin store overraskelse, at hans lejlighed var fyldt op med hundredvis af forskellige udgaver og versioner af biblen.

Hvordan ødelægger man en asperger fuldstændigt? Simpelt! – Man forhindrer ham i at dyrke sin særinteresse!

 Jeg talte engang med en kvinde, hvis bror, der var asperger, begik selvmord, fordi der skete noget, der forårsagede, at han ikke længere havde mulighed for at dyrke sin særinteresse. Det betød jo, at der ikke var mere at leve for, så han valgte at tage sit eget liv. Måske kan dette være svært at forstå for folk, der ikke er på autismespektret, for man kan jo indvende, at han stadig havde familie og venner omkring sig. Jeg kan fint sætte mig ind i det, ikke at jeg billiger selvmord, faktisk langt fra. Men som autist forstår jeg derimod fint de kræfter, der er på spil, og hvor tomt og ligegyldigt alt må være, hvis man ikke kan dyrke sin særinteresse.

 

Hvornår skal man stoppe for en særinteresse?

Aspergere er meget forskellige og det er vores særinteresser også. Udgangspunktet er at man som pårørende ikke skal pille ved den, vi skal have lov til at dyrke den særinteresse vi nu engang har valgt. Men! Hvad så i de tilfælde hvor særinteressen, særligt hos barnet eller den unge autist, skader andre og måske også ham selv? Et eksempel kunne være en særinteresse der måske ikke ligefrem består af fysisk vold, men derimod noget der vækker så meget afsky hos andre at aspergeren bliver totalt isoleret socialt.  Skal man som pårørende stiltiende acceptere dette? Nej. Her gælder det om at prøve at dreje særinteressen hen på noget der minder om det oprindelige men hvor man undgår at det bliver noget der skader aspergeren eller andre. Nogle gange kan det også hjælpe hvis man bevidstgør aspergeren om de konsekvenser og effekt hans særinteresse har på andre, det er nemlig langt fra tilfældet at han selv har tænkt på det.

[1] Jeg har holdt foredrag om, hvordan særinteressen reddede mit liv på SIKON og i Vigsø, book mig, hvis du ønsker, at jeg kommer og holder foredrag om det.

[2] Eller i ressourceforløb. Som følge af reformen i 2013 er det jo nærmest umuligt at få førtidspension.

[3] De nedsatte eksekutive funktioner som de fleste aspergere kæmper med, var især noget der gjorde universitetsstudiet svært for mig

[4] Jeg bøvler stadig med skader fra dengang. Dobbelt tennisalbue, seneskedehindebetændelse i venstre hånd og uspecificerede problemer i højre.

                         Gode råd til dig der lever med en Asperger

  1. Kæmp ikke imod særinteressen. Særinteressen er en stor og mægtig kraft, som styrer din asperger-partners liv i nærmest alle aspekter. Sat på spidsen kan man sige, at for en asperger er alt, som ikke handler om særinteressen, nærmest uinteressant. Som partner er det utroligt vigtigt at forstå, hvor kraftfuld en størrelse den er. Forstår man det, så vil man også forstå, at den ikke er noget man kan begrænse, reducere eller på anden vis få bugt med, det er umuligt. Hvis du bor med en asperger, så er det alfa og omega, at der er rum og plads til særinteressen, ellers vil stressniveauet stige hos alle.
  2. Særinteressen får din partners stressniveau ned. Særinteressen fungerer som en lynafleder for negative følelser opbygget i løbet af dagen. Oven i det fungerer den som en ”lade station for batterierne”, hvor din partner ”genopbygger” sig selv, kobler af og restituerer. Et par timer i ro og fred, hvor din partner sidder med sin særinteresse, kan få hans funktionsniveau til at stige, og han vil efterfølgende bedre kunne klare atter at være sammen med mennesker
  3. Særinteressen blokerer for angst og bekymringer. Når man som asperger er fordybet i sin særinteresse, så fungerer den som en slags oase hvor man midlertidigt slipper for at have hovedet til at køre med tanker, grublen og angst.
  4. Særinteressen skal ikke lægge beslag på al tiden. Din AS-partner skal have lov til at bruge nok tid på sin særinteresse, men pas på, at den ikke fuldstændigt tager overhånd, og du så til sidst sidder helt alene. Han skal tage hensyn til dig og huske, at man i et parforhold ikke bare kan sidde for sig selv konstant, men at det forpligter. Kompromiser er vejen frem. Meld klart ud, evt. visuelt, hvad det er rimeligt I skal bruge sammen af tid på at lave noget fælles. Din partner kan gøre det samme. Find derefter et kompromis
  5. It’s not gonna happen! Drop forestillingen om, at din partner med tiden vil kunne ”trænes op” til at blive mere social og lige så aktiv i forhold til sociale aktiviteter sammen med dig, som en NT-er. Det kan en asperger simelthen ikke! Igen, kompromis´er er løsningen.

Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i parforholdet.

Hyper fokusering på særinteressen på bekostning af det følelsesmæssige

Af

Det kan være meget intenst når en asperger hyperfokuserer på et nyt projekt

Jeg vil her bruge mig selv som eksempel. Hvis jeg pludselig har fundet noget helt nyt at kaste sig over mig over, et nyt projekt, så arbejder jeg som ti vilde heste, hvilket kan og har givet fantastiske resultater; til gengæld bliver der så også fuldstændig slukket for mentaliseringen, og andre mennesker er bare i vejen for mig. Tid og sted bliver glemt, og jeg risikerer når det er værst, at glemme at spise og drikke, dog ikke så meget som i gamle dage, da jeg er ret seriøs med min styrketræning og helst skal have nok protein i løbet af en dag.

Når jeg sådan er fordybet i et projekt, så kan jeg også let komme til at glemme indlærte strategier, som ellers sørger for, at jeg bedre kan navigere rundt i en NT-verden. Hvis andre er uenige med mig eller kritiserer det, jeg har gang i, vil jeg kunne finde på at reagere umodent og for kraftigt. Det vil på mange måder være sådan, at jeg slet ikke vil kunne rumme, at andre har en anden mening om det, jeg laver. Når røgen har lagt sig, og det er blevet ordinær hverdag igen, så vil jeg vende tilbage til min normale modus, og det vil betyde, at jeg igen vil kunne reagere konstruktivt på kritik og vil kunne rumme andre, samt være i stand til at huske mig selv på at sætte mig i andres sted (mentalisering).

Det er ikke sikkert, at den asperger, du bor med, vil agere som jeg gør. Det du derimod vil kunne opleve, er at jo mere en asperger hyper fokuserer, jo mere vil dit følelsesliv og dine behov blive ignoreret.

           Gode råd til dig der lever med en Asperger

  1. Vær taktisk når han hyperfokuserer. Du kan se, at din AS-partner hyper fokuserer på et projekt. Han taler og taler om det, og det er det eneste, der kører i hans hoved. Uanset hvor meget du mener, at du også har behov, der skal opfyldes, så skal man som partner være taktisk. Han vil have meget svært ved at forholde sig til andet end det, der kører i hans hoved, og enhver form for afbrydelse vil let kunne gøre ham stresset og resultere i konflikter. Hvis du skal tale med ham om noget vigtigt, som f.eks. involverer det at skulle tage stilling til en masse ting, så vent til røgen har lagt sig, og hvis der er noget I skal, f.eks. på udflugt, besøg etc., så forbered ham på det i god tid.
  2. Der er ikke plads til andet. Når din AS-partner er helt oppe i højeste gear og kører afsted med et nyt projekt, så vil risikoen for at han glemmer pligter og aftaler være forhøjet. Vær opmærksom på det.
  3. Fra orkan til jævn vind. Du vil kunne føle dig meget ensom, når din AS-partner er helt fordybet i et nyt projekt. Dog vil rutinen også sætte ind, når det handler om autisme, så hav lidt tålmodighed. Når han har været i gang med projektet i noget tid, og ”orkanen” er blevet til ”jævn vind”, så vil han være lettere at komme i kontakt med og vil også være mere villig til at lave noget, der ikke involverer særinteressen.

 

 

Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i parforholdet.

Når særinteressen spænder ben for de praktiske gøremål

Af

En af grundene til at jeg ikke får ordnet vigtige praktiske ting i det daglige, er at særinteressen hele tiden kører i mit hoved og tvinger mig til at bruge tid på mine projekter. Bruger jeg ikke tid på dem får jeg stress, får jeg ikke ordnet de praktiske ting får jeg også stress og samtidigt ved jeg at det går udover parforholdet, det er godt nok  svært at balancere.

Tvangselementet skal forstås sådan at jeg ikke får ro i hovedet før jeg får arbejdet med det som nu er aktuelt, som f.eks. at skrive disse artikler om autisme eller at få lavet sprogvideoer. Denne kraft er stærk og den stopper aldrig uden at der i dette tilfælde er tale om OCD[1]. Jeg er jo udmærket klar over at det er særinteressen, der i mange tilfælde, er årsag til at jeg ikke får ordnet diverse praktiske ting. Jeg får en følelse i hovedet der går ud på at jeg ikke må spilde tiden og som handler om at sørge for at få brugt mest mulig tid på det der nu er mit særinteresseprojekt.

Særinteressen skal hele tiden fodres

De ting jeg ikke får ordnet, er først og fremmest oprydning, men det er også sortering, organisering af mine ting etc. Værre er at det også nogle gange går udover det økonomiske. Dvs. vigtige ting som faktisk kan koste mig penge i form af mistede fordele, renteudgifter der skal påføres forskudsopgørelse, boligstøtte etc. er også gentagne gange blevet negliceret, da særinteressen hele tiden skal ”fodres”. Bliver den ikke det, bliver jeg urolig, rastløs og stresset og føler at jeg spilder min tid, uanset hvor vigtigt en praktiske opgave er.

I parforholdet skal du være opmærksom på at både de nedsatte eksekutive funktioner og særinteressen er medvirkende til at praktiske gøremål ikke bliver udført. Det er 2 stærke kræfter som en NT-mand ikke skal ”kæmpe” med i det daglige men som hele tiden er til stede hos os med AS.

 

 

[1] Jeg har OCD, men det er noget helt andet end det jeg taler om i dette afsnit. Min OCD er tvangstanker, og det er urimelige og traumatiske tanker fra fortiden der kører i mit hoved, medicin (quetiapine tager de fleste af tvangstankerne).

      Gode råd til dig der lever med en Asperger

1.      Struktur, struktur og struktur. Det kan ikke betones nok hvor vigtigt det er at der kommer struktur på dagligdagen. Uden struktur bliver mange praktiske ting bare ikke gjort! Det er så simpelt. En god struktur er også med til at holde stressniveauet nede for en AS.

2.      Sæt en time af om ugen. Her får man så styr på hængepartier, regninger der skal betales, aftaler der skal træffes, bunker med papirer der skal sorteres, etc. Hvis jeg som Asperger ved at jeg skal gøre disse ting i den time, så kan jeg bedre skubbe særinteressen til side fordi det er en planlagt begivenhed og den er logisk og tjener et godt formål.  Vigtigst af alt, jeg har forberedt mig på den. Lad vær med pludselig at sige, ”Nu skal vi rydde op og sortere!”. Nej, det skal planlægges. 

 

Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i parforholdet.

Koncerter, og store, åbne forsamlinger

Af

Jeg har været til en stor åben koncert en gang i 1992, jeg gør det aldrig mere!

På et tidspunkt hørte jeg en udsendelse på P1 om hestevæddeløb. Én af gæsterne i studiet beskrev, hvor fantastisk stemningen var, når et løb var sat i gang, og publikum hujede og heppede på hestene, og adrenalinen gav både publikum og hestene et ”kick”. Jeg må indrømme, at hver gang jeg hører den slags, så ryster jeg indvendigt, og mit hoved kan ikke begribe, hvordan den slags kan være en nydelse eller endnu værre, et ”kick”. Gæsten i programmet fortalte desuden, at han glædede sig til det flere uger i forvejen.

Jeg har det på samme måde med koncerter, fodboldkampe, dyrskuer og i det hele taget store åbne forsamlinger med masser af mennesker, lyde og lugte – det kan jeg ikke holde ud. Det er ren tortur for mig. En sætning, jeg tit har hørt fra folk, som f.eks. skal beskrive det fede ved koncerter er, ”at man er sammen om musikken” eller noget i den stil, det er totalt uforståeligt for mig.

Jeg ved selvfølgelig godt på et teoretisk plan, hvorfor jeg selv og andre autister har det svært ved specielt koncerter og fodboldkampe: Vores hjerner er alt for meget på overarbejde og kan slet ikke holde til de mange sanseindtryk der ikke bliver filtreret væk automatisk. Så det er klart, at vi lider frem for at hygge os.

NT-hjerner er bygget til at kunne nyde koncerter og slappe af. Alt det uvæsentlige bliver automatisk filtreret væk, og hjernen kan i stedet bruge energien på at nyde musikken og stemningen. Desuden er der sædvanligvis heller ikke sanseforstyrrelser at kæmpe med. Samlet set er det en sansefest for NT-hjernen.  Det eneste tidspunkt, hvor du, efter min mening, kan forvente, at din asperger-partner ville kunne nyde den slags, er hvis det indgår som del af hans særinteresse, og han derfor selv er motiveret for at deltage.

Det er ikke nødvendigvis sådan, at os aspergere ikke er i stand til at overvære et dyrskue, en koncert, en fodboldkamp eller lignende, men hvis vi befinder os sådan et sted, så skal du være indstillet på, at vi efter få timer har brugt virkelig meget energi på sanseindtryk og således hurtigt falder i funktionsniveau.

                         Gode råd til dig der lever med en Asperger

1.      Tag til koncerter med veninderne. Hvad nu, hvis du virkelig gerne vil deltage i og dele oplevelserne med din AS-partner og nogle af disse oplevelser involverer mange mennesker, larm etc. Samtidig ved du, at det gør ham meget træt og stresset? Jeg vil sige, at det ikke er det værd. Der er ingen tvivl om, at du med din NT-hjerne er i stand til at nyde en koncert, men din AS partner vil holde gode miner til slet spil, på trods af at han lider stille indvendigt og bagefter er totalt træt. Bagefter vil han skulle bruge en hel del tid alene for at ”genopbygge” sig selv.  Derfor vil jeg mene, at det er bedre, hvis du i overvejende grad deltager i den slags aktiviteter med dine venner/veninder i stedet for og lader din AS-partner blive hjemme. Måske vil han sige ja, hvis du spørger ham, om han vil med, men det kan være, at han blot gør det for at være flink. Desuden er det ofte svært for os med AS at sige fra, vi vil gerne gøre andre glade, og så glemmer vi os selv.

2.      Roskilde festival vs. En teatertur. Jeg skal dog også her selv passe på ikke at blive for sort/hvid og således lige banke min egen asperger lidt på plads, for selvfølgelig skal man i et parforhold tilstræbe at være fælles om oplevelser, men alt med måde. Og der er også forskel på en tur på Roskilde festival med masser af larm, lugte og titusindvis af mennesker der giver den max gas, fremfor en mere stille og rolig tur i teatret på en onsdag aften, så kompromiser er vejen frem.

 

Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i parforholdet.

Fester og sammenkomster

Af

I 2009 var jeg til barnedåb, det var før jeg vidste, at jeg var autist. Jeg havde den dag, måske fordi det var barnedåb, og måske fordi festen startede tidligt, besluttet mig for ikke at drikke alkohol. Jeg vidste godt, hvad det valg så indebar, det betød, at smalltalk med min borddame (som jeg ikke kendte i forvejen) var helt umulig, slet og ret en overkravssituation.

Så lige så snart jeg havde spist mig mæt, forlod jeg bordet og gik hen til børnene og læste historier for dem. Det gjorde jeg så resten af tiden, indtil festen sluttede. Efterfølgende fik jeg at vide af min bror, at en del gæster godt nok havde syntes, at jeg var noget stille. Måske var det blot en pæn omskrivning af, at de fandt mig ret så asocial og måske uhøflig.

Hvis festen havde været om aftenen, evt. en 50-års fødselsdag, og hvis der havde været en forventning blandt alle om, at det var passende at beruse sig, så havde jeg aktiveret ”alkoholstrategien”. Den gik typisk ud på, at jeg relativt hurtigt (i løbet af en halv time) fik hældt en 4-5 genstande ned i systemet, hvilket for mig muliggjorde, at jeg så kunne starte en samtale (smalltalke).

Mine beskrevne udfordringer er typisk for en asperger. For aspergere generelt er fester og sammenkomster ofte en udfordring. Man kan sige, at jo bedre han kender gæsterne, og jo færre mennesker der er, jo mere tryg vil han være, og desto mere vil han slappe af. Hvis han tilmed ved, at der kommer én eller to, som han kan tale om sin særinteresse med, så gør det alting utrolig meget lettere. Men hvad nu hvis det er en sammenkomst, hvor der er mange mennesker, også mennesker han ikke kender, eller kun kender lidt og oven i hatten skulle være bordherre for en kvinde, han aldrig før har mødt? Og hvis der så ovenikøbet ikke er nogen, han kan tale med om sin særinteresse, ja, så ser billedet noget anderledes ud.

I sådan en situation vil han skulle bruge meget energi på at samle sig om de mange nye impulser og nye mennesker. Han vil skulle bruge meget energi på at aktivere strategier i forhold til at agere korrekt og gøre et godt førstehåndsindtryk. Man kan også sige, at jo mere utryg han er, og jo mere han skal aktivere strategier, desto mere stiv i betrækket vil du kunne opleve ham. Han er desuden presset og stresset af, at han ved, at det er normal kutyme, at bordherren smalltalker med sin borddame (det har du nemlig lært ham😊). Én ting er dog som asperger at vide disse ting i teorien, noget helt andet er at skulle benytte dem i real-life. Det er svært, skulle jeg hilse at sige. Dvs. det at sidde og smalltalke med en person, man ikke kender, når man samtidig er overvældet af sanseindtryk og angst.

Hvad kan en asperger gøre for bedre at klare denne situation:

  1. Alkoholstrategien. Den har jeg brugt utallige gange, Alkoholen fik mig til at smide meget af min angst, men først og fremmest gjorde 4-6 genstande det muligt for mig tilnærmelsesvis at tale og agere nogenlunde uhæmmet som de andre omkring mig. Alkoholen var dog et tveægget sværd, for det tog let overhånd, og jeg blev nemt utålelig at høre på, specielt når genstandene blev flere og flere, og guderne skal vide, at der i gamle dage ofte blev hældt en ganske anseelig volumen ned i løbet af en aften. Kan man holde alkoholindtaget på et rimeligt niveau og undgå at blive bøvet i løbet af aftenen, så kan denne strategi såmænd være ganske ok.

  2. Gå sin vej strategien. Jeg kender til aspergere, der bruger denne strategi. Den går i al sin enkelhed ud på, at man undervejs forlader festen… Det kan være i en time, måske endda i 2 timer, så går han sig en tur, og i al den tid han så går rundt alene, får han så for en stund, ro i hovedet og skal ikke forholde sig til mennesker. Personligt finder jeg denne strategi uheldig, hvis det fx er til en stor fest, fx en 50 års fødselsdagsfest. Den giver nemlig anledning til sladder og bagtalelse, da det er en opførsel, alle andre til festen er enige om, ikke sømmer sig for et voksent menneske. Du ønsker ikke denne negative opmærksomhed rettet imod dig og din partner. Dog tænker jeg, at det er ok at gøre, hvis det er en lille forsamling, måske bare den nærmeste familie og de andre har forståelse for, at det at gå en tur i en time eller to, hjælper aspergeren.

  3. Lege med børn. Hvis der er børn tilstede, så giver det aspergeren en god mulighed for at bidrage konstruktivt til festen ved simpelthen at lege med dem som en anden legeonkel. Dette er en rigtig god løsning, og hvem vil have noget imod én, der hjælper børnene til at få en god dag/aften, og som samtidig kan holde øje med dem. Dog alt med måde, man skal lige huske, at de andre gæster forventer, at man lige kommer og er lidt social og ikke bare melder sig helt ud og lader sig opsluge i børneland. Man kan måske lege i en time med dem og så vende tilbage i en halv time, for derefter at lege med dem igen i en time. Alt med måde, som bekendt.

  4. Styre musik. Man kan også som asperger vælge at være en slags discjockey, hvor man tager sig af at holde musikken i gang.

  5. Vaske op og tage af bordet strategi. Mange gange, når min mor holdt noget spisning for familien, så valgte jeg at tage mig af al opvasken, det gav mig en mulighed for at slippe for den dødkedelige snak ved bordet samtidigt med at jeg ydede en indsats de andre værdsatte.

  6. Bartender. Det giver utrolig meget mening for en asperger at lave drinks og servere øl til en fest. Det er dejlig konkret, og det er en fast defineret rolle som vi træder ind i, hvor vi så ikke behøver at tænke over, hvad vi skal gøre med os selv. Dette i skarp modsætning til at være almindelig gæst, hvor uvisheden om, hvad man skal gøre, hvad man skal tale om og hvad der forventes af én, kan være enorm. Bonusviden. Jeg havde på et tidspunkt drinks og cocktails som særinteresse.

  7. Tage billeder/optage video. Hvis din AS-partner har en særinteresse der vedrører foto/film eller måske bare IT. Så er det yderst oplagt for ham at stå for at tage gode stemningsbilleder til festen med et rigtigt kamera. På den måde kan de andre også se, at det er mere seriøst, end hvis bare han render rundt med en I-phone og snupper billeder hist og her. Det vigtige er at han på denne måde har en konkret opgave til festen.

                         Gode råd til dig der lever med en Asperger

1.       Autister kan have stor gavn af at træne smalltalk inden en fest. Alkohol i en moderat mængde kan hjælpe, det er dog blot en slags symptombehandling. Det kan være svært for en asperger at smalltalke, og han bruger meget energi på at ’være på’ ved en selskabelig lejlighed. Det, der er godt at gøre efter min mening, er at prøve at træne en ”smalltalk-rutine”. Man kan f.eks. skrive 15-20 spørgsmål ned på et stykke papir, som er relevante at stille i en situation, hvor det handler om at bryde isen og indlede en samtale. Øv dem med ham, igen og igen. Han stiller spørgsmål til dig, og du svarer på alle mulige forskellige måder. Det vigtige i sådan en øvelse er, at han overindlærer specifikke spørgsmål ved at udtale dem mange gange og stille dem til sin partner igen og igen. Meningen er, at når man så sidder ved en fest, så tager denne intensive træning over og skubber angsten til side. Det er også vigtigt, at han træner disse spørgsmål med andre end blot med dig. Jo flere gange, han træner og repeterer, desto bedre. Når han så til en fest har brudt isen og fået en samtale i gang, så lær ham at holde den i gang ved at bruge ’hv’ spørgsmål til den, han taler med. De fleste mennesker vil blive glade for at få mulighed for at tale om sig selv. Det er i hvert fald min erfaring. Obs! Det er vigtigt, at det ikke kun er den anden, der taler og at situationen føles som et interview. Man skal selv huske at få budt ind med taletid.

 

Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i parforholdet.

En ferie med aktiviteter

Af

Jeg vil i dette afsnit sikkert virke som en party-killer, det er jeg udmærket klar over, men det har jeg det ganske fint med.

Når jeg en sjælden gang imellem er på ferie, sker der ikke det store. Jeg vil helst sidde i skyggen et eller andet sted, læse en bog, træne sprog og smage på den lokale fadøl fremfor at skulle lave alt muligt. Så, ja, det er nok ikke sjovt at være på ferie med mig, det indrømmer jeg blankt.

Som NT-er vil man måske, afhængig af temperament, gerne opleve noget på sin ferie, man vil måske gerne lave noget aktivt. Man ser måske et skilt, hvor der står: ”Lej 4 cykler i en hel dag for 25 euro”, og man tænker så som NT-er: ”Yes! det skal vi da! Det er sgu da billigt, og det bliver sikkert en dejlig oplevelse!?” 

Cykeltur

Det lykkes dig at overtale din AS-partner og børnene. I tager så helt spontant af sted på 4 godt slidte cykler. Turen starter selvfølgelig med, at det ene barn vælter og får en hudafskrabning, I får det fikset, og du kan mærke, at din AS-partner er lettere irriteret over denne hændelse. Efter godt 20 minutter begynder din partner at brokke sig højlydt over at få solcreme i øjnene. I befinder jer på en ret stejl bakke, og solen bager, det er derfor uundgåeligt, at sveddråberne begynder at løbe. Som om det var det eneste! I beslutter jer nemlig for at tage et hvil ved nogle bænke. Desværre vrimler det pludselig med hvepse. Det viser sig, at jeres søn har prikket til et hvepsebo med en pind, og nu er helvede løs. Din AS-partner er helt oppe i det røde felt og forbander denne cykeltur ved hjælp af sprogets værste gloser. Efter et par cykelkæder, der røg af, ankommer I så efter 4 timer til hotellet med sorte og fedtede hænder. Stressniveauet er ovenikøbet væsentligt forhøjet, og I har ikke rigtig oplevet noget spændende, andet end en hård cykeltur i bagende sol.  Din AS-partner siger vredt over middagen, at det da havde været 100 gange bedre, hvis alle bare havde taget hver sin motionscykel i hotellets fitnessrum og så havde cyklet i en time på dem.

I dette eksempel vil jeg sige, at man bør lytte til AS-partnerens efterrationale. Jeg vil mene, at man med den beskrevne situation in mente, bør være varsom med, hvad man finder på af spontane ting i ferien. Jeg siger ikke, at man ikke skal besøge butikker, tage på udflugter og den slags, men når det handler om mere komplekse ting, som f.eks. en cykeltur uden guide, hvor alt muligt kan gå galt, ja, så mener jeg, at det er bedre at lade være. Der er selvfølgelig en chance for, at intet går galt på cykelturen, og at den er behagelig for alle, men ofte vil der i sådanne situationer gå små, eller i værste fald, store ting galt, og så stiger stressniveauet desværre alt for hurtigt, når der er autisme indover.

                         Gode råd til dig der lever med en Asperger

  1. Det er fristende ja, men skal man partout gøre det? Det kan være fristende, når man er på ferie at prøve lidt mere udfordrende aktiviteter, det være sig en cykeltur som i eksemplet eller måske en kanotur. Mit råd er, at man skal være meget kritisk og varsom med at gå i gang med den slags, når der er autisme indover, hvis I ikke er inde i rutinen med aktiviteten, ja så vil det måske udvikle sig til en træls oplevelse for alle parter, hvor én måske ryger i vandet, eller pludselig kommer der måske en strækning, hvor det går for hurtigt pga. stærk strøm osv. Pointen er også her, at der simpelthen er for mange ting, der kan gå galt.
  2. Meltdowns kan gøre det trælse til en mareridtssituation. Overmod og manglende rutine er også noget, der kan ramme NT-ere på ferie. For NT-erne kan det måske udvikle sig til en pinlig oplevelse hvis f.eks. at Røde Kors skal hente familien, fordi man er faret vild i de norske fjelde. Hvis det samme sker og der er autisme indover så er det ikke bare pinligt, så kan det nemlig udvikle sig til en mareridtssituation med meltdowns osv. Derfor vær ekstra påpasselig.
  3. Rutine er altafgørende. Har I rutinen, så er det en anden snak, så vil den tage over, og risikoen for, at der sker uforudsete ting under aktiviteten, vil være mindre.
  4. Vælg det sikre. Guidede ture, hvor intet er overladt til tilfældighederne og hvor det hele er velstruktureret, kan man selvfølgelig tage med på, autisme eller ej.
  5. Skru ned for ambitionsniveauet. Kort sagt skal man, efter min mening, når man er på ferie, og der er autisme indover, skrue ned for ambitionsniveauet. Kald mig bare for en partykiller, men: Better safe than sorry! Dette er især vigtig. hvis man også har autistiske børn.
  6. Del jer op. Vær også indstillet på, når I er på ferie, at I ikke behøver at følges ad hele tiden. Nt-erne kan lave noget mere spontant og ustruktureret, og autisterne noget andet, som er mindre spontant og mere struktureret. Det er helt fint og en god måde at tage hensyn til alle forskellighederne på.

 

Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i parforholdet.

At blive slået ud af kurs

Af

Sørg for at aspergeren har en plan B og gerne en plan C i tilfælde af uventede hændelser

Jeg skulle på et tidspunkt til en speciallæge i en anden by, og var nødt til at tage toget. Det var yderst vigtigt, at jeg mødte op til den aftalte tid, da jeg ville være nødt til at vente længe for at få en ny aftale.

Jeg troppede op på stationen i god tid, 30-40 min. før toget skulle afgå. Når jeg skal noget meget vigtigt, så sørger jeg nemlig for altid at komme i meget god tid i tilfælde af forsinkelser eller andet, der kan gå galt. Denne gode vane har reddet mig mange gange i løbet af livet.

Men jeg stod altså der på perronen og ville så med toget. Problemet var bare, at det ikke kom! Det var af en eller anden grund blevet aflyst. Det gjorde mig selvfølgelig stresset. Heldigvis havde jeg dagen i forvejen sørget for at planlægge grundigt og have en nødplan klar. Jeg vidste derfor, at der gik en bus, som jeg kunne tage. Den ville ankomme lidt senere, men jeg ville kunne nå aftalen.

Denne situation gik ok, jeg nåede det jeg skulle og undgik al for meget stress, men… det kunne kun lade sig gøre, fordi jeg havde sørget for at have en backup plan klar.

Hvad nu hvis jeg ikke havde planlagt det hele så nøje, og jeg ikke vidste, at der kørte en bus, så jeg måske var kommet en halv time for sent til aftalen, og de så havde nægtet at behandle mig? Ja, så var jeg selvfølgelig kørt helt op og ville have stresset helt vildt. Ikke nok med det, episoden ville have påvirket mig hele dagen, jeg ville ikke kunne tale om andet, ikke tænke på andet. Man kan sige, at episoden ville lægge beslag på det meste af min opmærksomhed i hovedet, og det vel at mærke resten af dagen. Derfor er jeg i sådan en tilstand sørgeligt nok også i større risiko for at komme galt af sted i trafikken.

Vi kan også forestille os en situation. hvor jeg ankom 30 min. for sent, speciallægen accepterede så alligevel at se på mig, og problemet blev på den måde løst -men så ville det hele alligevel køre i hovedet på mig resten af dagen og gøre mig anspændt. Der ville gå lang tid, før jeg ville komme ned i gear igen, og jeg ville bruge meget energi på at spekulere på situationen, da den garanteret ville køre som en film i adskillige timer efterfølgende.

Når jeg sådan er kommet op at køre pga. en træls episode med en forsinkelse i forhold til noget vigtigt, så vil jeg også, når jeg skal hjem igen, være anspændt i forhold til togafgange. Jeg vil kunne få en masse paranoide tanker om, at det sikkert sker igen, når jeg skal hjem. Jeg vil være yderst svær at kommunikere med for dem tæt på, og mit dårlige humør vil smitte og måske trække andre ned. Først dagen efter sådan en oplevelse vil jeg blive mig selv igen.

Det, der for alvor slår en asperger ud af kurs, er en situation, hvor der pludselig sker noget uventet, som vi mentalt ikke er forberedt på. I mit tilfælde ryster det mig i den grad, og jeg skal bruge meget energi på at komme til mig selv igen, hvilket godt kan tage lang tid.

Her er det vigtigt at slå fast, at man som NT-er fra naturens side er langt bedre rustet til at klare den slags situationer. En NT-er vil absolut heller ikke synes, det er sjovt, hvis der sker en forsinkelse, når det er noget vigtigt, man skal. Men en NT-hjerne er bare bedre til at ryste oplevelsen af sig, og situationen vil ikke påvirke på samme måde resten af dagen. Måske vil man som NT lufte sin irritation på Facebook eller lignende, det vil så hjælpe til at få bearbejdet episoden. NT-hjernen vil også være bedre til at justere resten af dagen i forhold til aftaler, måske udskyde frokostpausen etc. Dette er AS-hjernen ikke god til. Det er som om, hele korthuset vælter inde i hovedet på os, og vi skal bruge en masse energi på at genopbygge det.

        Gode råd til dig der lever med en Asperger

1.      Backupplaner er essentielt. Læg mærke til, hvor stor forskel der er på de to situationer, jeg remser op. Den ene, hvor jeg har en nødplan, og kommer tids nok til min aftale hos lægen, sammenholdt med den anden, hvor jeg ikke har en sådan, og læg mærke til hvor meget stress og kaos, der kører i autistens hoved! Prøv at forestille dig, at det er din AS-partner, det sker for, og du er lige ved siden af ham. Du ved måske allerede, mens du læser dette, at det normalvis ikke er behageligt, for han kører måske helt op og kan ikke slappe af, før der er gået lang tid. Planlægning! og at have nødplaner er supervigtigt. Det kan ikke betones nok. Sørg for, så vidt muligt, fx ved forsinkelser, at have nødplaner klar, man kan aktivere, hvis tingene går galt f.eks. i forbi. Min beretning viser med al tydelighed, hvor følsom AS-hjernen er i forhold til den slags.

 

Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i parforholdet.

Hvad vil det sige at være femdobbeltramt af konflikter?

Af

Aspergere er efter min mening femdobbeltramte i forhold til konflikter.

  1. For det første er det generelt svært for os at håndtere konflikter med mennesker. I hvert fald for mit eget vedkommende fylder de hele hovedet og jeg kan ikke tænke på andet.
  2. For det andet kan vi ubevidst komme til at skabe konflikter omkring os grundet udfordringer i forståelsen af det sociale samspil og udfordringer i forhold til mentalisering. Men også fordi vi har tendens til at tale meget direkte og går lige til sagen og således ikke anvender små støddæmpende sætninger og ord, som NT-eren ville gøre
  3. Som det allermest sørgelige, har vi sørme også en forhøjet risiko for at blive hvirvlet ind i andres konflikter. Det bliver vi, fordi vi har svært ved at finde en grimasse, der kan passe, når situationen eskalerer følelsesmæssigt. Disse akavede grimasser får os desværre nogle gange til at se ud, som om det er os, der er de skyldige, og anklagerne bliver derfor rettet mod os
  4. Det kan for en Asperger være en decideret overkravssituation at fx skulle tale om noget følelsesmæssigt med partneren. Hvis det følelsesmæssige således ikke bliver talt igennem og i stedet fejet ind under gulvtæppet vil det kunne vokse sig til en destruktiv konflikt
  5. Affektsmitte: Menneske med autisme kan have svært ved at skelne mellem egne og andres følelser, herunder vrede og andres konflikter.

 Gode råd til dig der lever med en Asperger

1.      Få spurgt ind. Det kan være svært for aspergere at få meldt de ting ud der stresser, nager eller på anden vis irriterer os. Hvis du gerne vil reducere konfliktniveauet, så sørg for at ”hive” de ting ud, der går din AS-partner på.  På den måde får du taget det i opløbet.

2.      Jo mere visuelt og konkret jo bedre. Når du skal konfliktløse med aspergeren, så brug visuelle hjælpemidler, f.eks. et skema, der viser, hvordan du føler, og f.eks. pile, der viser resultater og konsekvenser – der findes ikke en bestemt opskrift. Det, det gælder om, er at forvandle noget abstrakt til noget konkret. Generelt skal du huske altid at være konkret overfor en person med AS og jo mere visuelt jo bedre.

3.      Understreg at det er en specifik adfærd og ikke generelt. Når du giver kritik til aspergeren, er det vigtigt, at du understreger over for ham, at det, du siger nu, kun gælder for en specifik adfærd og at det altså ikke er en kritik af hele hans person. Gør du dette, er der en god chance for, at du undgår at samtalen kører af sporet, grundet det faktum, at vi aspergere alt for tit opfatter kritik af en enkelt specifik adfærd som en kritik af hele vores person. Er det først kommet så vidt, er konstruktiviteten afløst af destruktivitet.

4.      Vi afbryder ikke af ond vilje. Aspergere kan have svært ved at vide, hvornår det er vores tur til at tale. Du vil derfor kunne opleve, at vi afbryder på upassende tidspunkter. Det er ikke noget vi gør for at være uhøflige, men fordi det kan være svært for os intuitivt at vide, hvornår vi skal tale eller tie.

 

 

Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i parforholdet.

Umeddelsomhed

Af

Hvorfor skal der være al den kommunikation! Hvorfor kan man ikke bare spille!

En af de ting jeg hadede allermest ved fodbold, da jeg spillede det som barn (jeg var faktisk ret god til det), var de irriterende kommandoer, der tit fløj igennem luften. Det kunne være ”spille”, ”herovre”, ”modsat” osv. Det gik mig umådeligt meget på, at det var nødvendigt med disse verbale udbrud. Kunne vi ikke bare spille uden disse trælse elementer? Men nej! Det skulle åbenbart til! Senere da jeg som ung voksen var med til at starte en af de første Counterstrike-klaner op, gik det op for mig, at det at spille et sådant 3D skydespil på højt plan, krævede masser af træning og ikke mindst, et head-set med mikrofon!

Det fordømte krav om en mikrofon, var årsagen til, at jeg droppede at spille på et højere plan end blot for sjov. Meningen med mikrofonen var nemlig, at man, mens man spillede kampens hede, hurtigt kunne give mundtlige ”battleorders” og diverse kommandoer. Ligesom ved fodbold, blot med et andet ordforråd. Det kunne jeg slet ikke kapere, og det fjernede alt det sjove ved det, og forvandlede sig i stedet for til noget der involverede al for meget stress for mig, så jeg stoppede helt med at spille spillet.

For NT-ere er dette verbale-aspekt blot en del af spillet, og så bliver der ikke tænkt nærmere over det. For mig er det en kilde til frustration, kommandoerne kører i mit hoved, og ødelægger hele glæden ved det. Hvorfor er det så så svært for mig (stadigvæk) at skulle sige disse kommandoer?

Svaret er simpelt. Autister har en tendens til at være umeddelsomme, og vil hellere udføre en aktivitet i ro og fred uden en masse kommunikation. Mange gange vil du som partner opleve, at ting som din AS-partner har oplevet, ikke bliver fortalt til dig, og det på trods af, at det kan være spændende og ganske interessante ting, men… vi har bare ikke det der behov for at fortælle, hvad vi har oplevet, eller også orker vi det simpelthen bare ikke. Du kan i stedet regne med, at vi nok skal informere dig yderst grundigt, når det handler om vores særinteresse. Vores problemer i forhold til mentalisering gør også, at vi kan komme til at glemme, at du jo ikke har oplevet og set det samme som os selv.

I et parforhold er der en forventning om, at man er hinandens bedste venner og derfor deler man tanker, følelser, drømme og oplevelser med hinanden.  Som partner til en person med AS må du indstille dig på, at den del af parforholdet i bedste fald kan være reduceret og i værste fald nærmest ikke til stede.

                         Gode råd til dig der lever med en Asperger

1.      Fokuser på det positive. Skru ned for forventningerne i forhold til, hvad du anser som et ”rigtigt” parforhold. Din AS-partner kan ikke give dig den følelsesmæssige gensidighed, som en NT-partner kan. Til gengæld rummer en AS person så mange andre stærke sider, f.eks. at være meget loyal, meget ærlig, meget pligtopfyldende, meget trofast, for blot at nævne nogle, Fokusér på dem.

2.      En diagnose åbner op for nye muligheder. Er din partner blevet diagnosticeret og anerkender diagnosen, så er der selvfølgelig større mulighed for at I kan arbejde på at skabe mere følelsesmæssig gensidighed i parforholdet.

3.      Husk at spørge ind. Hvis du gerne vil have en asperger til at fortælle lidt mere om det, der rører sig inde i hovedet på ham, så spørg ind til det.  Det lyder selvfølgelig lige så banalt, som det er, men det er den bedste og enkleste løsning, for din AS partner vil garanteret høfligt svare dig, hvis du spørger.

 

Denne artikel er skrevet af Ole Rauff. 2019 Autisme i parforholdet.