Fire typer af autister i parforholdet
De fire typer af autister i parforholdet er et værktøj, jeg (Ole Rauff) har udviklet. Jeg udviklede det kort tid efter, at jeg var begyndt at arbejde med autisme i parforholdet. Ideen i forhold til udviklingen af det, udsprang fra de erfaringer jeg tidligt gjorde mig i forhold til at der kan være enorm stor forskel på om man som NT bor med den ene eller den anden type autist. Det at bo med en type A som benægter al tale om autisme, og som skyder skylden på de andre kræver en hel anden tilgang end det at bo med en af de andre typer. Den første type, kalder jeg som sagt for, type A. Type A’s modsætning er en type D autist. Imellem de to yderpoler har jeg så udviklet type B og C. Det er klart, at virkeligheden med dens mange nuancer umuligt kan indfanges ved hjælp af disse fire typer. NT-partner kan dog bruge dette værktøj i forhold til at indkredse, hvad der er af muligheder i forhold til udvikling i parforholdet.
De 4 typer hurtig oversigt
Type A
Det er de andre, der er gal
på den. Mener ikke selv at han fejler noget.
Vil aldrig tage imod diagnosticering.
Vil fortsætte med at stresse andre med
sine blinde vinkler. Man kan sige,
at han er som en spøgelses-bilist,
der mener, at det er alle de andre.
der kører i den forkerte side.
Type B
Type B vil godt acceptere at han udfordringer i
parforholdet som følge af sine ”blinde vinkler”.
Han kan godt gå med til at noget af det kan være
autisme, men han er dog ikke interesseret i en
formel diagnose, hvilket der kan være mange
årsager til. Til forskel fra en type A er der med en
type B mulighed for at samarbejde i parforholdet
om de autistiske udfordringer. Dette er en
kolossal forskel i forhold til type A
Type C
Accepterer fuldt ud at det er autisme, som skaber
blinde vinkler. Accepterer at blive diagnosticeret.
Accepterer at modtage evt. psyko-edukation og
har et oprigtigt ønske om at forbedre sin adfærd/få
gjort noget ved sine blinde vinkler
Han vælger at bruge den nødvendige tid og energi
på dette af kærlighed og respekt for sin
partner/børn, ikke fordi emnet autisme
interesserer ham. Forvent derfor heller ikke at han
sætter sig ned og læser artikler/ bøger om autisme.
Type D
Oplever det at blive diagnosticeret som en gave
og en kæmpe mulighed for. at få et bedre liv.
Denne type vil typisk gøre det, at ”forbedre sig”,
til et projekt. Denne autist vil typisk hyperfokusere og bruge meget energi på at opsamle så
meget viden fra bøger og artikler som muligt om
sin diagnose. Type D vil være meget motiveret
for at samarbejde i parforholdet om de autistiske
udfordringer
En mere udførlig beskrivelse af de 4 typer
Type A: Type A er ikke sjældent en autist fra ”den gamle skole”. Oftest vil denne autist være fra en tid, hvor man som autist med normal eller høj begavelse, ikke blev diagnosticeret. Og således kunne gå igennem livet uden at vide, at man havde en udviklingsforstyrrelse. Type A autisten er kendetegnet ved at være eksternaliserende i forhold til de autistiske vanskeligheder. ”Det er de
andre, der er mærkelige”, ”det er de andre, der ikke forstår mig”, ”de andre spilder deres tid med ligegyldig og meningsløs tom snak”. Den slags vil man kunne høre fra en type A autist, som altså er en u- diagnosticeret voksen autist, der slet ikke vil erkende eller høre på at han har en udviklingsforstyrrelse. Han giver i stedet det omgivende miljø, skylden for de vanskeligheder han som følge af autismen uundgåeligt vil opleve i hverdagen. Det kan fx være at han ikke rigtig er i stand til at kommunikere om noget følelsesmæssigt, eller ude af stand til at se verdenen fra sin partners perspektiv med den turbulens det uundgåeligt medfører. I parforholdet, når autisten ikke vil eller kan forstå egen betydning, vil der ikke være meget
grobund for følelsesmæssig udvikling. Hvis man som type A autist ikke mener, man har udfordringer, så vil man heller ikke kunne blive bevidstgjort om den nedsatte mentalisering, som NT-partner i det daglige oplever. Det gør det stort set umuligt at få mere fokus på NT-s indre verden og de mange andre facetter, som har betydning for parforholdets trivsel. Med en type A autist må NT-partner selv skaffe sig en viden om autisme og forsøge at finde strategier, der er virksomme for begge i forholdet. Som NT-partner må du desværre skulle tage dig af både din og din partners trivsel og udvikling, da du alene er den, som har viden og værktøjerne til at sikre jeres hjemmeliv. Man skal selvfølgelig i denne sammenhæng passe på ikke at være kategorisk. Der er derfor intet til hinder for at en type A med tiden vil kunne rykke til fx type B. Måske sker der en stor
begivenhed som ryster denne autist verdensbillede og som får ham til at åbne sig op. Det er dog, som jeg ser det, mere sandsynligt at en type A forbliver en type A fremfor at han skifter i fremtiden. 1)
1) Dette baserer jeg på det begreb der hedder ”Ego-syntonisk” I forhold til autisme vil det kunne være sådan at autismen opleves som i overensstemmelse med ens selvkoncept. Man er med andre ord tilfreds med den adfærd man har, forårsaget af autismen.
I parforholdet kan dette give anledning til mange udfordringer, for NT vil opleve den autistiske adfærd som Type A ikke selv har indsigt i som noget der ofte er uacceptabelt og upassende. Hvorimod AS vil opleve det som en acceptabel og passende adfærd som der ikke er nogen grund til ændre.
Type B: Type B er en voksen autist, der godt kan acceptere, at han selv har en andel i problemer og konflikter, og erkender, at han har nogle ”blinde vinkler”. Han er dog på ingen måde interesseret i at skulle gå til psykiater og er derfor heller ikke interesseret i at modtage en diagnose. Sandsynligvis fordi psykologi og psykiatri ikke rigtig siger ham noget. Det kan også være at han ikke vil have en diagnose til at figurere nogen steder. Der kan også være andre bagvedliggende årsager. Med en type B autist er der dog mulighed for at få arbejdet med de
autistiske udfordringer i parforholdet, også selvom autisten ikke ønsker en diagnose. Man kan selvfølgelig kun få 100 procent vished, om det er autisme eller ej hvis der er en formel diagnosticering fra en psykiater. Dette vil en type B sandsynligvis ikke deltage i. Derfor må man som partner undvære den vished og i stedet antage, at det er autisme. En god ide vil være at du som partner opnår en masse viden om autisme og opererer ud fra den viden. Hvis din partner slet ikke er autist, men måske har ADHD/ADD. Så gør det ikke noget, at du har forsøgt dig med en autistvenlig struktur, da der er mange overlapninger diagnoserne imellem. Det er der især mellem autisme og ADD (ADHD uden hyperaktivitet). Meget af det der gavner den ene diagnose, gavner også den anden. Type B autisten vil også kunne være den voksne autist, som oplever at ”fejle noget”, som skamfuldt. Man skal huske, at den voksne autist er gået igennem livet i mange år, med den viden om, at han var ”normal”. Derfor vil det at få rokket ved denne
overbevisning, være noget, som han måske ikke er klar til. Det der virkelig adskiller type B fra type A er åbenheden. Type B er åben overfor, at det kan være autisme, og vil måske efter nogle måneder, måske nogle år, kunne gå med til at blive diagnosticeret og således rykke videre til type C. Tålmodighed er meget vigtigt med type B.
Type C: Type C accepterer at blive diagnosticeret. Han accepterer at modtage evt. psykoedukation fra psykiateren og har et oprigtigt ønske om, at forbedre sin adfærd ved at få gjort noget ved de blinde vinkler, forårsaget af først og fremmest, nedsat mentalisering. Han vælger at bruge den nødvendige tid og energi på dette af kærlighed og respekt for sin partner og sine børn. Formentligt er det ikke fordi emnet autisme som sådan interesserer ham. Forvent derfor ikke, at han sætter sig ned og læser bunker af artikler og bøger om autisme. Til gengæld vil type C i forhold til type B være ”nemmere” at arbejde med. Først og fremmest fordi en formel diagnose giver vished. Men også fordi psykiateren/psykologen ved hjælp af psyko-edukation vil kunne hjælpe autisten med konkrete problemstillinger fx i parforholdet, som begge parter vil kunne profitere af.
Type D: Type D er en voksen sendiagnosticeret autist, der har arbejdet på at opnå så meget indsigt og viden i diagnosen, som overhovedet muligt, ved at gøre processen til et projekt. Denne autist vil læse og studere autismen så meget som muligt. For type D autisten vil diagnosen ofte være en kæmpe lettelse og noget, som vil blive betragtet, som en rig mulighed for at udvikle sig og blive bedre til at passe på sig selv. Som partner til en type D autist er der masser af muligheder for at arbejde med de autistiske udfordringer. Type D autisten vil være motiveret for at arbejde med de autistiske udfordringer og vil aktivt tage del i at nedbringe stress og konflikter, så begge i parforholdet kan blive glade. Fx kan det være, NT og AS i parforholdet fokuserer på at arbejde med struktur og indføre visuelle støttemidler som hjælper autisten med at huske dagens opgaver. Et sådant tiltag er fornuftigt og realistisk. NT-partner vil måske tænke, at når type D autisten arbejder så meget med sig selv og parforholdet, er det da bare et spørgsmål om tid, før han vil kunne være social på et niveau som NT-partner ønsker. Her skal man så huske at træde på bremsen. For der er ting man som autist kan træne og forbedre og så er der ting man absolut ikke kan. Den voksne sendiagnosticerede
autist, har sikkert tidligere i sit liv prøvet at være social på et NT-niveau og det var formentligt et langt nederlag som han garanteret stadig prøver at bearbejde.
Denne oversigt er min egen fortolkning baseret på mange timers konsulentarbejde indenfor området suppleret med en stor mængde litteratur. Den er altså ikke baseret på videnskabelige peer reviewed undersøgelser. Hvis sådanne
undersøgelser fandtes, ville jeg naturligvis inkludere dem. Denne oversigt har jeg igennem flere år arbejdet på og forbedret, derfor vil den også i fremtiden kunne blive ændret.
Er forfatteren til denne artikel en type D autist? Ja, men sådan har det ikke altid været. For mange år siden, før jeg blev diagnosticeret, var jeg nok mest af alt en type B der godt vidste at han havde nogle udfordringer i forhold til det sociale men som ikke forstod årsagen. Jeg blev meget tit konfronteret med at jeg var dårlig til det sociale samspil men jeg forstod aldrig hvorfor. Jeg var således mest af alt en type B der bare ventede på at opdage at det var autisme der var den primære årsag til de mange nederlag. Da jeg så blev gjort opmærksom på at det var autisme, så gik der kun et splitsekund til jeg så skiftede til en meget “kraftig” type D.
Ole Anders Rauff. Vejle 2020